Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler § 19

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 58 af 30. januar 2018,
jf. lovbekendtgørelse nr. 907 af 23. juni 2024

§ 19

Driften af fonden varetages med teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Arbejdsmarkedets Tillægspension yder bistand på omkostningsdækket basis. Der indgås en administrationsaftale mellem fonden og Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2 Udgifter til dækning af teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension finansieres af bidrag fra de arbejdsgivere, der indbetaler ATP-bidrag for deres ansatte til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Opkrævning af bidrag fra arbejdsgiverne sker ved fælles opkrævning sammen med de øvrige bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne. Restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning. Øvrige udgifter dækkes af fonden.

Stk. 3 Sker indbetaling af bidrag efter stk. 2 ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af bidraget fra forfaldsdatoen med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.

Stk. 4 Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for betalingsrestancer til en fælles opkrævning, jf. stk. 2. Dette gælder også for renter og omkostninger forbundet med inddrivelse.

Stk. 5 I tilfælde af fejl under udførelsen af administrationen bærer arbejdsgiverne, jf. stk. 2, det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at begrænse det økonomiske tab og berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for fonden om væsentlige fejl.

Stk. 6 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension regler om bidragets størrelse, jf. stk. 2. Der kan endvidere fastsættes regler om beregning af bidrag.

Stk. 7 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning, modregning og betaling af bidrag, der indgår i en fælles opkrævning, jf. stk. 2. Der kan endvidere fastsættes regler om beløbsgrænser for opkrævning og tilbagebetaling af bidrag og regler om, at Arbejdsmarkedets Tillægspension kan give henstand med indbetaling og eftergive bidrag og renter og omkostninger forbundet med inddrivelse heraf. Bekendtgørelse om Arbejdsmarkedets Tillægspensions fælles opkrævning af bidrag m.v.