Udlændinge- og integrationsministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet, for aktivitetsparate udlændinge, jf. integrationslovens § 17, som tilbydes virksomhedspraktik som led i et integrationsprogram efter integrationsloven, kan fravige kravet om, at der i såvel private som offentlige virksomheder skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte uden tilskud og antallet af personer i virksomhedspraktik samt ansatte med løntilskud, jf. integrationslovens § 23 b, stk. 7, jf. § 63, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 2 Udlændinge- og integrationsministeren kan ved godkendelsen af forsøg efter stk. 1 give dispensation fra reglerne i integrationslovens § 23 b, stk. 7, jf. § 63, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og de regler om forholdet mellem antal ansatte med og uden tilskud, som fastsættes i medfør af § 65 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Stk. 3 Det er en betingelse for forsøget, at der er tale om virksomhedspraktik i små miljøer med et særligt fokus på trygge rammer omkring udlændingen, og at jobcenteret vurderer, at udlændingen bedst udvikler sig i sådanne miljøer.
Stk. 4 Sker der ændringer i en udlændings evner og forudsætninger for at deltage i praktikken under en virksomhedspraktik, foretages der en ny vurdering af, om udlændingen fortsat opfylder betingelsen i stk. 3.