Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om produktion og salg af frø, kartofler samt levende planter og plantedele. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forhold, der er omfattet af denne lov. Ministeren kan endvidere fastsætte de regler, der er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, der er omfattet af denne lov.
Stk. 2 Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelser om fravigelse af reglerne i de i stk. 1 nævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.
Stk. 3 Regler udstedt i medfør af stk. 1 kan blandt andet indeholde forskrifter om
-
1) registrering af produktions- og salgsvirksomheder,
-
2) afprøvning, godkendelse og navngivning af sorter af landbrugs- og havebrugsplantearter og om oprettelse af officielle fortegnelser over godkendte sorter,
-
3) godkendelse og afprøvning af formeringsmateriale af slægter og arter af træer, der finder forstlig anvendelse, og om oprettelse af en officiel fortegnelse over godkendt materiale,
-
4) klassificering og godkendelse til salg på grundlag af oprindelse, anvendelse, sundhed, kvalitet, behandling m.m.,
-
5) indførsel og udførsel,
-
6) pakning og mærkning,
-
7) regnskab over lager og salg,
-
8) kontrol med overholdelsen af de fastsatte bestemmelser samt om offentliggørelse af kontrol- og analyseresultater samt af resultaterne af den officielle sortsafprøvning og
-
9) gebyrer til dækning af udgifterne ved afprøvning, godkendelse, kontrol og administration og gebyrer til hel eller delvis dækning af omkostningerne for erindringsskrivelser.
Stk. 4 I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan der fastsættes forskrifter om udbud til salg, fordeling, levering eller anden form for overdragelse.
Stk. 5 Prøver af frø og sædekorn kan mod betaling af et tillæg til analyseprisen undersøges forud for tidligere modtagne prøver. I hastende tilfælde betales et tillæg på 50 pct. af analyseprisen, jf. stk. 3, nr. 9. I meget hastende tilfælde betales tillige et tillæg på 1.200 kr.
Stk. 6 Bestillinger på plantesundhedscertifikater for frø og konsumvarer, der skal udføres til stater, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union, kan mod betaling af et tillæg til certifikatgebyret behandles forud for tidligere modtagne bestillinger. I hastende tilfælde betales et tillæg på 50 pct. af certifikatgebyret, jf. stk. 3, nr. 9. I meget hastende tilfælde betales tillige et tillæg på 400 kr.
Stk. 7 Betalingsforpligtelser, der er fastsat ved forordning, eller som følger af regler fastsat i henhold til denne lov, og som ikke opfyldes rettidigt over for den afgiftsopkrævende myndighed, tillægges, medmindre andet er fastsat ved forordning, en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5. Den tillagte rente udgør dog mindst 50 kr.