Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, meddeler tilladelse til, at en person, som overføres fra en medlemsstat til en anden med henblik på afsoning af en fængselsstraf eller fuldbyrdelse af en anden frihedsberøvende foranstaltning, der er idømt i den første medlemsstat, føres gennem riget. Med anmodning om tilladelse skal medfølge et eksemplar af udstedelsesstatens attest med anmodning om fuldbyrdelse til den medlemsstat, hvor fuldbyrdelsen skal ske. Tilladelsen skal meddeles inden en uge efter modtagelse af anmodningen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Den kompetente myndighed i udstedelsesstaten underrettes, inden tilladelsen meddeles, hvis den pågældende person vil blive retsforfulgt eller på anden måde udsat for en begrænsning af sin frihed på grund af en strafbar handling, der er begået inden overførelsen.