Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis
-
1) den i § 48 omhandlede attest ikke foreligger, er mangelfuld eller er i åbenbar uoverensstemmelse med beslaglæggelseskendelsen,
-
2) kendelsen vedrører materiale, som er omfattet af retsplejelovens § 802, stk. 4, eller § 803, stk. 2, eller
-
3) fuldbyrdelse vil være i strid med straffelovens § 12.
Stk. 2 Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis kendelsen vedrører samme forhold, som den pågældende er dømt eller frifundet for her i landet eller i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten. Tilsvarende gælder, hvis den pågældende her i landet er benådet for handlingen. Hvis den pågældende er dømt i en anden medlemsstat end udstedelsesstaten, kan fuldbyrdelse dog kun afslås, hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domsstaten. Fuldbyrdelse afslås tillige, hvis tiltale er frafaldet her i landet for de forhold, som beslaglæggelseskendelsen vedrører, og betingelserne for omgørelse ikke er opfyldt.
Stk. 3 Fuldbyrdelse af en beslaglæggelseskendelse afslås, hvis der er grund til at formode, at kendelsen er udstedt med det formål at retsforfølge eller straffe en person på grund af den pågældendes køn, race, religion, etniske baggrund, nationalitet, sprog, politiske overbevisning eller seksuelle orientering.