Fonden dækker krav, der er udækkede som følge af forsikringsselskabet Gable Insurance AG’s konkurs, for forsikringstagere og forsikrede bosiddende i Danmark, der har tegnet en forsikring i Gable Insurance AG gennem Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS eller er omfattet heraf. Fonden dækker endvidere udækkede krav, der vedrører reparationer og udbedring af skader, som er foretaget af tredjemand efter aftale med Husejernes Forsikring Assurance Agentur ApS i henhold til en forsikring nævnt i 1. pkt.
Stk. 2 For ejerskifteforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, som var til stede, da forsikringstageren overtog eller på anden måde fik rådighed over ejendommen, og som konstateres efter overtagelsen af ejendommen og i øvrigt er dækningsberettiget efter vilkårene i forsikringsaftalen. Krav i henhold til en ejerskifteforsikring fratrækkes en selvrisiko på 20.000 kr., for så vidt angår den første dækningsberettigede skade i Fonden. For efterfølgende dækningsberettigede skader i Fonden fratrækkes krav den selvrisiko, der fremgår af vilkårene i forsikringsaftalen. Den fastsatte selvrisiko på 20.000 kr. indregnes kun med et beløb svarende til den i policen fastsatte selvrisiko i beregningen af, om forsikringstagerens samlede selvrisikobetaling holdes inden for et eventuelt loft for den samlede selvrisiko, der fremgår af forsikringsaftalen.
Stk. 3 For byggeskadeforsikringer dækker Fonden de i stk. 1 nævnte krav, der er opstået før Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016, eller som opstår i forsikringens løbetid. Det er en forudsætning for dækning efter 1. pkt., at bygherren, der har tegnet en byggeskadeforsikring i Gable Insurance AG, er trådt i likvidation eller taget under konkursbehandling eller lignende procedurer før Gable Insurance AG’s konkurs den 19. november 2016 eller træder i likvidation eller tages under konkursbehandling eller lignende procedurer i forsikringens løbetid. I andre tilfælde dækker Fonden ikke skader i henhold til byggeskadeforsikringer tegnet i Gable Insurance AG.