Lov om godkendelse og syn af køretøjer § 8

Denne konsoliderede version af lov om godkendelse og syn af køretøjer er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 473 af 9. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 288 af 2. marts 2023

§ 8

Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en tilladelse til at foretage syn eller omsyn, hvis

  • 1) indehaveren af tilladelsen groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene i tilladelsen eller

  • 2) virksomhedens ejer eller, hvis der er tale om en juridisk person, medlemmer af bestyrelsen eller direktionen, den teknisk ansvarlige person eller den juridiske person får konstateret gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover.

Stk. 2 Færdselsstyrelsens afgørelse om tilbagekaldelse kan af tilladelsesindehaveren forlanges indbragt for domstolene. Anmodningen herom skal fremsættes over for Færdselsstyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Sagen indbringes herefter af Færdselsstyrelsen for retten i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3 Anmodningen om indbringelse af sagen for retten har ikke opsættende virkning, medmindre retten ved kendelse bestemmer, at indehaveren af tilladelsen skal have adgang til at udføre syns- eller omsynsvirksomhed under sagens behandling. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse af en tilladelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at udførelse af syns- eller omsynsvirksomhed ikke må ske under ankesagens behandling.