Lov om handel med brugte genstande samt pantelånervirksomhed Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1450 af 10. december 2024

Kapitel 2 1 Bevilling
§ 2

Den, der driver virksomhed omfattet af loven, skal have bevilling udstedt af politiet.

Stk. 2 Justitsministeren fastsætter regler om et gebyr for udstedelse af bevilling og om sagsbehandlingen ved udstedelse af bevilling i henhold til loven.

§ 3

Bevilling kan efter ansøgning meddeles personer, der

Stk. 2 Bevilling kan nægtes den, der er dømt for strafbart forhold, såfremt forholdet begrunder en nærliggende fare for misbrug af bevillingen, jf. straffelovens § 78, stk. 2, eller der i øvrigt efter de oplysninger, der foreligger om den pågældendes personlige forhold, er særlig grund til at antage, at den pågældende ikke vil drive virksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 3 Bevilling kan endvidere nægtes den, der har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover.

§ 4

Bevilling kan meddeles her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lign., når medlemmerne af selskabets direktion og bestyrelse opfylder betingelserne i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3. Udenlandske selskaber m.v. af den art, som er nævnt i 1. pkt., kan meddeles bevilling, hvis dette er hjemlet i international aftale eller i bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 2 Bevilling kan nægtes, hvis der foreligger oplysninger om et medlem af selskabets direktion eller bestyrelse, som efter § 3, stk. 2 og 3, kan begrunde nægtelse af bevilling.

Stk. 3 Indtræder nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage efter indtrædelsen anmelde dette til politiet i den politikreds, hvorfra virksomheden drives. Politiet afgør herefter, om bevillingen kan opretholdes.

§ 5

En bevilling bortfalder, når bevillingshaveren dør, eller hvis bevillingshaveren ophører med at opfylde en eller flere af betingelserne i § 3, stk. 1, eller § 4, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Det samme gælder, hvis anmeldelse efter § 4, stk. 3, ikke foretages rettidigt.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan en bevillingshavers dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en bevillingshaver, der er under rekonstruktionsbehandling, en bevillingshavers konkursbo eller en værge for en bevillingshaver, der er under værgemål efter værgemålslovens §§ 5, 6 eller 7, fortsætte virksomheden uden bevilling med henblik på afvikling, afhændelse el.lign. af virksomheden, hvis fortsættelsen anmeldes til politiet inden 4 uger efter dødsfaldet, indledning af rekonstruktion, konkursdekretets afsigelse eller værgemålets iværksættelse. Adgangen hertil gælder 1 år efter den begivenhed, som medførte bevillingens bortfald. I særlige tilfælde kan politiet forlænge fristen.

Stk. 3 Justitsministeren kan dispensere fra bestemmelsen i stk. 1.

§ 6

En bevilling kan tilbagekaldes af politiet, hvis bevillingshaveren gør sig skyldig i grov eller gentagen tilsidesættelse af de pligter, der påhviler bevillingshaveren efter denne lov eller de forskrifter, som er fastsat i henhold til loven, og der efter de udviste forhold er grund til at antage, at den pågældende ikke fremover vil drive virksomheden på forsvarlig måde. Det samme gælder, hvis betingelserne efter § 3, stk. 2, eller § 4, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, for at nægte den pågældende bevilling er opfyldt.

Stk. 2 En bevilling kan endvidere tilbagekaldes af politiet, hvis bevillingshaveren har forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover.

Stk. 3 En tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre.

Stk. 4 Afgørelse om tilbagekaldelse skal indeholde oplysning om adgangen til efter § 7 at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

§ 7

En afgørelse efter § 6, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for politiet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anklagemyndigheden indbringer sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80 uden medvirken af domsmænd.

Stk. 2 Anmodning om afgørelsens indbringelse for retten efter stk. 1 har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomhed i henhold til bevillingen. Såfremt afgørelsen stadfæstes ved dom, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 3 En afgørelse efter § 6, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal fremsættes over for politiet, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Anklagemyndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 4 Anmodning om afgørelsens indbringelse for retten efter stk. 3 har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve virksomhed i henhold til bevillingen. Ankes en dom, hvorved en tilbagekaldelse ikke stadfæstes, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomhed i henhold til bevillingen ikke må drives under ankesagens behandling.

§ 8

Er en bevilling bortfaldet efter § 5, tilbagekaldt efter § 6 eller frakendt efter straffelovens § 79, skal den straks afleveres til politiet.

Stk. 2 Ophører bevillingshaveren med at drive virksomhed omfattet af loven, afleveres bevillingen straks til politiet.