Loven omfatter realkreditlån ydet af realkreditinstitutter omfattet af realkreditloven og ydet af Dansk Landbrugs Realkreditfond samt lån ydet af Kongeriget Danmarks Fiskeribank, der er
-
1) inkonverterbare,
-
2) nominelt fastforrentede og
-
3) udbetalt senest den 5. april 1995.
Stk. 2 Loven omfatter ikke lån, der er ydet i henhold til § 6, stk. 1, nr. 3, i lov nr. 372 af 6. juli 1988 om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme.
Efter ansøgning fra låntager kan Moderniseringsstyrelsen overtage gældsforpligtelsen på de i § 1 nævnte lån på betingelse af, at Moderniseringsstyrelsen modtager et beløb, der dækker Moderniseringsstyrelsen udgifter til betaling af gældsforpligtelsen på det overtagne lån og i øvrigt dækker omkostningerne ved gældsovertagelsen.
Stk. 2 Låntager skal have ansøgt om gældsovertagelsen senest den 31. december 2015. Ansøgning skal indgives til det institut, der har ydet det lån, der skal overtages af Moderniseringsstyrelsen.
Stk. 3 Til betaling af det i stk. 1 nævnte beløb kan der udmåles et realkreditlån eller fiskeribanklån efter reglerne i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. eller Kongeriget Danmarks Fiskeribanks vedtægt og udlånsreglement. Lånegrænserne i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. kan overskrides, hvis det nye lån er konverterbart og ydes af det samme institut, som har ydet det inkonverterbare lån, der skal overtages af Moderniseringsstyrelsen.
Økonomi- og indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med finansministeren og miljø- og fødevareministeren nærmere regler om lovens administration, herunder om den praktiske gennemførelse af gældsovertagelsen, og om beregningen af det i § 2, stk. 1, nævnte beløb.
Økonomi- og indenrigsministeren kan bemyndige Finanstilsynet til at udøve de beføjelser, der efter denne lov er tillagt ministeren.