Overenskomst af 23. september 1996 mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning, for så vidt angår indkomst- og formueskatter, kan tiltrædes på Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag til denne lov.
Stk. 2 Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark efter bestemmelserne i artikel 31, jf. dog § 1 a.
Stk. 3 Overenskomsten af 12. september 1989 mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning, for så vidt angår indkomst- og formueskatter, skal ophøre at have virkning efter bestemmelserne i artikel 31, stk. 4, i overenskomsten af 23. september 1996.