Loven gælder for indhentning af tilbud på udførelse eller projektering og udførelse af bygge- og anlægsarbejder og for tildeling af ordren.
Stk. 2 Loven gælder for følgende udbydere:
-
1) Statslige, regionale og lokale myndigheder og offentligretlige organer,
-
2) andre udbydere, når de udbyder bygge- og anlægsarbejder, som modtager offentlig støtte, herunder garantier, og
-
3) tilbudsgivere, når de indhenter tilbud hos underentreprenører til brug for udførelse af en bygge- og anlægsopgave omfattet af loven for en bygherre omfattet af nr. 1 eller 2.
Stk. 3 Bortset fra § 3, stk. 2, og § 7 gælder loven dog ikke udbud, der er omfattet af
-
1) udbudsloven, herunder reglerne for delarbejder omfattet af udbudslovens § 8,
-
2) forsyningsvirksomhedsdirektivet, herunder reglerne for delarbejder omfattet af direktivets artikel 16, stk. 10, eller
-
3) lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber med senere ændringer eller regler udstedt med hjemmel heri.
Stk. 4 Reglerne om fremgangsmåden ved indhentning af tilbud og ved tildeling af ordren finder endvidere anvendelse, når en udbyder, der ikke er omfattet af stk. 3, klart tilkendegiver, at loven eller nærmere angivne regler heri vil blive anvendt som grundlag for tildeling af en ordre om et bygge- og anlægsarbejde.
Stk. 5 Ved bygge- og anlægsarbejder forstås i overensstemmelse med udbudsloven og forsyningsvirksomhedsdirektivet resultatet af et sæt bygge- og anlægsaktiviteter bestemt til i sig selv at udfylde en økonomisk eller teknisk funktion. Ved forsyningsvirksomhedsdirektivet forstås Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (EU-Tidende 2014, nr. L 94, side 243). Begrebet offentligretlige organer forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i udbudsloven og forsyningsvirksomhedsdirektivet.