Lov om indkvartering af ansatte § 1

Denne konsoliderede version af lov om indkvartering af ansatte er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1445 af 10. december 2024

§ 1

Loven finder anvendelse på boliger, som arbejdsgivere stiller til rådighed for en eller flere ansatte her i landet, jf. dog stk. 2-5 og § 2.

Stk. 2 Loven finder ikke anvendelse på skibe og offshoreanlæg.

Stk. 3 Loven finder ikke anvendelse på tjeneste- eller lejeboliger, som staten stiller til rådighed for ansatte, eller på øvrige boliger eller indkvartering, som Forsvarsministeriet eller Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab stiller til rådighed for ansatte.

Stk. 4 Loven finder ikke anvendelse for chaufførers regulære ugentlige hviletider og ugentlige hviletider på mere end 45 timer, der afholdes som kompensation for tidligere reducerede ugentlige hviletider, der skal afholdes uden for køretøjet, jf. artikel 8, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85.

Stk. 5 Loven finder ikke anvendelse på boliger, som stilles til rådighed for personer, der har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 j (au pair-ordningen).