Ved og efter etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed eller anskaffelse af aktier og anparter i et selskab hæves indskuddene i overensstemmelse med reglerne i § 7. Pengeinstituttet må dog først udbetale midlerne, når det har modtaget et udfyldt skema fra kontohaveren. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om dette skema. Bekendtgørelse om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto
Stk. 2 Etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed anses at have fundet sted, når den samlede anskaffelsessum for de til brug for virksomheden anskaffede formuegoder, eller de udgifter, som er afholdt til brug for virksomheden, overstiger et grundbeløb på 80.000 kr. (2010-niveau). Ved opgørelsen af den samlede anskaffelsessum skal kontohaveren være berettiget til at medregne værdien af varelager ved etableringsårets udgang opgjort til fakturapris eller dagspris i stedet for det ved etableringen anskaffede varelager. For bygninger mv., dræningsanlæg, markvandingsanlæg, driftsmidler og skibe samt immaterielle aktiver, hvor anskaffelsessummen efter afskrivningslovens § 45 skal omregnes til kontantværdi, indgår kontantværdien ved opgørelsen af den samlede anskaffelsessum. Det er endvidere en betingelse for, at etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed anses at have fundet sted, at kontohaveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang.
Stk. 3 Kravet om, at kontohaveren eller dennes ægtefælle skal deltage med personlig arbejdsindsats i virksomheden i ikke uvæsentligt omfang, gælder for det indkomstår, hvor indskud anvendes til forlods afskrivning, eller dækning af udgifter afholdt til brug for virksomheden, og for det følgende indkomstår. Bliver den skattepligtige uarbejdsdygtig som følge af alvorlig sygdom eller varigt nedsat funktionsevne efter, at midler er hævet og anvendt til forlods afskrivning, eller dækning af udgifter afholdt til brug for virksomheden, bortfalder kravet om personlig arbejdsindsats dog i den resterende del af perioden. Drives virksomheden af ægtefæller i forening, gælder reglen i 2. pkt., når en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. Hvis kun en af ægtefællerne driver virksomheden, gælder 2. pkt., når denne ægtefælle bliver uarbejdsdygtig. Kravet om personlig arbejdsindsats bortfalder tilsvarende i tilfælde af den skattepligtiges eller dennes ægtefælles død eller konkurs samt ved virksomhedsophør.
Stk. 4 Etablering af virksomhed i selskabsform anses at have fundet sted, når anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne inklusive stiftelsesomkostninger overstiger et grundbeløb på 80.000 kr. (2010-niveau). Det er endvidere en betingelse for, at etablering af virksomhed i selskabsform anses at have fundet sted, at kontohaveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i selskabet, herunder i et koncernforbundet selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, i ikke uvæsentligt omfang. Dette krav gælder for det indkomstår, hvor indskud anvendes til erhvervelse af aktier eller anparter i et selskab, og for det følgende indkomstår. Bliver den skattepligtige uarbejdsdygtig som følge af alvorlig sygdom eller varigt nedsat funktionsevne efter, at midler er hævet og anvendt til erhvervelse af aktier eller anparter i et selskab, bortfalder kravet om personlig arbejdsindsats dog i den resterende del af perioden. Deltager både kontohaveren og dennes ægtefælle med personlig arbejdsindsats, gælder reglen i 4. pkt., når en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. Hvis kun en af ægtefællerne deltager, gælder 4. pkt., når denne ægtefælle bliver uarbejdsdygtig. Kravet om personlig arbejdsindsats bortfalder tilsvarende i tilfælde af den skattepligtiges eller dennes ægtefælles død eller konkurs samt ved afståelse af selskabet til andre.
Stk. 5 Grundbeløbet i stk. 2 og 4 reguleres efter personskattelovens § 20.
Stk. 6 Formuegoder, som er anskaffet tidligere end 3 år før etableringsårets begyndelse, eller som er afhændet, eventuelt udskilt af driften, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den i stk. 2 nævnte samlede anskaffelsessum. Udgifter, som er afholdt tidligere end 1 år før etableringsårets begyndelse, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den udgift, der er nævnt i stk. 2. Aktier, der er erhvervet tidligere end 3 år før etableringsårets begyndelse, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den anskaffelsessum, der er nævnt i stk. 4.
Stk. 7 Indskud kan hæves ved og efter etablering af en virksomhed, som skal drives eller bliver drevet af kontohaveren eller af dennes ægtefælle eller af begge ægtefæller i forening. Indskud kan ligeledes hæves ved og efter anskaffelse af aktier og anparter i et selskab, som ejes eller skal ejes af kontohaveren eller af dennes ægtefælle eller af begge ægtefæller.