Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov nr. 575 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023

Kapitel 7 1 Tilsyn
§ 50

Børne- og undervisningsministeren fører tilsyn med institutionerne.

Stk. 2 Finder børne- og undervisningsministeren, at en institutions virksomhed ikke er i overensstemmelse med denne lov eller de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, kan ministeren udstede påbud til institutionen om at ændre den pågældende virksomhed.

§ 51

Hvis det af revisionsprotokollen for en institution fremgår, at der er sket lovovertrædelser, eller der konstateres forhold, der strider mod god forvaltningsskik, i forbindelse med forvaltningen af institutionens midler, skal børne- og undervisningsministeren snarest iværksætte foranstaltninger til genoprettelse af en lovlig og forsvarlig forvaltning. Det samme gælder, hvis ministeren på anden måde bliver gjort bekendt med de nævnte forhold.

§ 52

Børne- og undervisningsministeren kan over for institutioner, der ikke følger bestemmelserne i denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, regler eller aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, jf. § 40, indsatsaftaler, jf. § 53, eller ministerens påbud, jf. § 50, stk. 2, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Det samme gælder for institutioner, der ikke følger bestemmelserne i lov om de gymnasiale uddannelser, avu-loven eller lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt regler fastsat i medfør af disse love eller børne- og undervisningsministerens påbud efter § 70, stk. 2, i lov om de gymnasiale uddannelser. Børne- og undervisningsministeren kan tilbageholde tilskud eller lade tilskud bortfalde for institutioner, som er begæret erklæret konkurs eller taget under rekonstruktionsbehandling, eller når der i øvrigt er fare for, at en skoles virksomhed må indstilles. Børne- og undervisningsministeren kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig.

Stk. 2 For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.

§ 53

Børne- og undervisningsministeren kan pålægge bestyrelsen for en institution at indgå en indsatsaftale med ministeren, hvis det konstateres, at kvaliteten af en institutions undervisning eller uddannelse er utilstrækkelig.

Stk. 2 I indsatsaftalen fastsættes bl.a. mål for kvaliteten af undervisningen eller uddannelsen og de foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på den utilstrækkelige kvalitet.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan i særlige tilfælde yde tilskud til afhjælpning af utilstrækkelig kvalitet i undervisning eller uddannelser i forbindelse med indgåelse af en indsatsaftale.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fratage en institution eller en afdeling af en institution adgangen til at optage elever efter § 7, stk. 1, nr. 8, § 9, stk. 1, nr. 9, § 11 og § 12, stk. 1 og 3, i lov om de gymnasiale uddannelser og § 5, stk. 2 og 3, og § 5 a, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, hvis kvaliteten af dens undervisning eller en eller flere af dens uddannelser er utilstrækkelig og institutionen som følge heraf er pålagt en indsatsaftale med ministeren, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan nedlægge en institution, jf. § 5, hvis den ikke inden for en 3-årig periode har indfriet de fastsatte mål i den med ministeren indgåede indsatsaftale, jf. stk. 1 og 2. Ministeren kan endvidere træffe afgørelse om sammenlægning eller spaltning af en institution. Ved sammenlægning eller spaltning af institutionen i medfør af denne bestemmelse udøver ministeren på bestyrelsens vegne de beføjelser, som bestyrelsen har i medfør af § 6.

Stk. 6 Nedlægges, sammenlægges eller spaltes en institution i medfør af stk. 5, kan børne- og undervisningsministeren pålægge en eller flere andre institutioner at optage alle eller en del af de elever, som har påbegyndt deres uddannelse på den nedlagte, sammenlagte eller spaltede institution.

§ 53a

Børne- og undervisningsministeren kan pålægge bestyrelsen for en institution at udarbejde en genopretningsplan, hvis institutionen eller en afdeling under institutionen i 3 på hinanden følgende år ikke har opnået en andel af førsteprioritetsansøgere på mindst halvdelen af institutionens eller afdelingens fastsatte kapacitet til den pågældende gymnasiale uddannelse.

Stk. 2 Genopretningsplanen skal indeholde konkrete mål og indsatser for genopretningen.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan efter høring af regionsrådet, jf. § 11, stk. 2, nedlægge en institution eller en afdeling, hvis institutionen eller afdelingen senest 2 år efter genoprettelsesplanens iværksættelse ikke har opnået førsteprioritetsansøgere til den pågældende gymnasiale uddannelse på mindst halvdelen af institutionens eller afdelingens fastsatte kapacitet.

Stk. 4 Nedlægges en institution eller en afdeling i medfør af stk. 3, kan børne- og undervisningsministeren pålægge en eller flere institutioner at optage alle eller en del af de elever, som har påbegyndt deres uddannelse på den nedlagte institution eller afdeling.

Oplysninger til ministeren
§ 54

Børne- og undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger fra institutionerne, herunder ved institutionsbesøg, om uddannelserne, elever, kursister, personale, udstyr, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler, institutionernes drift i øvrigt og om bestyrelsens medlemmer, jf. § 17, til brug for fastlæggelse af tilskud,gennemgang af årsregnskaber, gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik. Ministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder i hvilket format leveringen skal ske, samt fastsætte krav til kontrol og sikkerhedsforanstaltninger. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan bestemme, at institutionerne eller grupper af institutioner skal anvende fælles administrative systemer sammen med andre institutioner. Ministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren kan ved institutionernes anvendelse af forskellige administrative systemer fastsætte krav hertil.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem institutionerne og Børne- og Undervisningsministeriet og mellem institutionerne og andre offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner omfattet af Børne- og Undervisningsministeriets lovgivning, herunder om anvendelse af digital signatur. Børne- og undervisningsministeren kan endvidere fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem institutionerne og brugerne af disse institutioner, herunder om anvendelse af digital signatur.

§ 55

Institutionerne skal sikre, at informationer om institutionerne på en lettilgængelig måde er oplyst på institutionernes hjemmesider på internettet. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2 Udbud af hf-enkeltfag, almen voksenuddannelse, forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne skal annonceres offentligt. Børne- og undervisningsministeren kan pålægge uddannelsesinstitutionerne at anvende et fælles informationssystem ved annoncering af udbud efter 1. pkt.

Klager
§ 56

Efter regler fastsat af børne- og undervisningsministeren kan klager over en institutions afgørelser indbringes for ministeren.

Stk. 2 Klage over et voksenuddannelsescenters prøver og bedømmelse af prøver kan indbringes for børne- og undervisningsministeren.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om klage efter stk. 2, herunder om klagefrist.

§ 57

Afgørelser truffet af styrelsen om tildeling af tilskud til ekstraudgifter til elever og kursister med behov for specialpædagogisk bistand, jf. § 44, stk. 3, kan af eleven eller kursisten indbringes for Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger efter reglerne i lov om Ankenævnet for Statens Uddannelsesstøtteordninger, inden 4 uger efter at vedkommende har fået meddelelse om afgørelsen.

§ 57a

Har børne- og undervisningsministeren bemyndiget en styrelse under Børne- og Undervisningsministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte regler om fremgangsmåden ved og adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelsen, herunder om, at afgørelsen ikke kan indbringes for ministeren.