Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. Kapitel 9

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov nr. 575 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023 og lov nr. 635 af 11. juni 2024

Kapitel 9 1 Forskellige bestemmelser
§ 61

Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for en selvejende institution inden for den offentlige forvaltning på Bornholm fravige loven med henblik på at skabe særlig mulighed for samarbejde og sammenlægning af institutioner for videregående uddannelser og for ungdoms- og voksenuddannelser på Bornholm.

§ 62

Børne- og undervisningsministeren kan efter forhandling med transportministeren bemyndige Bygningsstyrelsen til at varetage administrationen af de bygninger, huslejekontrakter og leasingkontrakter, som Børne- og Undervisningsministeriet den 1. januar 2007 overtager fra amtskommunerne, Københavns og Frederiksberg Kommuner og Bornholms Regionskommune, jf. § 12 i lov nr. 590 af 24. juni 2005.

§ 62a

Frikommuneforsøg iværksat efter § 9 i lov om frikommuner m.v. kan af kommunalbestyrelsen i vedkommende frikommune forlænges indtil udgangen af skoleåret 2018/19. De oprindelig fastsatte vilkår gælder fortsat for forsøget.

§ 62b

Børne- og undervisningsministeren kan i særlige tilfælde og for en tidsbegrænset periode godkende en institution til udbud af grundforløb i erhvervsuddannelserne.

Stk. 2 Godkendelse til udbud af grundforløb i erhvervsuddannelserne forudsætter, at der er indgået en partnerskabsaftale med en institution for erhvervsrettet uddannelse, der ligger i samme geografiske område, og som er godkendt til udbud af og har aktivitet på den pågældende uddannelse. I partnerskabsaftalen fastsættes, hvordan det lokale uddannelsesudvalg på den omfattede institution for erhvervsrettet uddannelse skal fungere for udbuddet.

Stk. 3 § 11 finder tilsvarende anvendelse for udbud af grundforløb i erhvervsuddannelserne.

Stk. 4 Hvor tilskud til uddannelsen ikke følger af denne lov, følger de af lov om erhvervsuddannelser og lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen af udbuddet, herunder partnerskabsaftalen.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om partnerskabsaftaler.