Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 12

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov nr. 575 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023 og lov nr. 635 af 11. juni 2024

§ 12

Efter anmodning fra en ansøger eller forældremyndighedens indehaver genoptager regionsrådet sin behandling af ansøgningen med henblik på vurdering af, om der er grundlag for at give ansøgeren helt eller delvis medhold. Anmodning om genoptagelse skal indgives, senest 10 kalenderdage efter at afgørelsen om den foreløbige plads er modtaget.

Stk. 2 Regionsrådets afgørelse om den foreløbige plads kan af ansøgeren eller forældremyndighedens indehaver påklages til børne- og undervisningsministeren. Påklage kan ikke ske, før genvurdering som nævnt i stk. 1 har fundet sted. Klagen efter 1. pkt. skal indgives senest 10 kalenderdage efter afgørelsens modtagelse til det regionsråd, der har truffet afgørelsen.

Stk. 3 Regionsrådet skal, hvis regionsrådet ikke imødekommer klagen fuldt ud, senest 6 kalenderdage efter klagens indgivelse videresende klagen til børne- og undervisningsministeren. Klagen skal ved videresendelsen til børne- og undervisningsministeren være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens afgørelse, og en udtalelse fra regionsrådet med bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.

Stk. 4 Når regionsrådet videresender klagen til børne- og undervisningsministeren, sender regionsrådet samtidig en kopi af sin udtalelse til ansøgeren eller forældremyndighedens indehaver med en frist for at afgive bemærkninger til børne- og undervisningsministeren på 5 dage fra modtagelsen.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan træffe afgørelse om fastholdelse af regionsrådets afgørelse, om ændring af afgørelsen til fordel for ansøgeren eller om hjemvisning af sagen til regionsrådets fornyede behandling.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren kan efterprøve retlige spørgsmål.