Lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. § 8

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov nr. 575 af 9. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 146 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023 og lov nr. 635 af 11. juni 2024

§ 8

Børne- og undervisningsministeren sikrer kapacitet til de almengymnasiale uddannelser i et sådant omfang, at alle ansøgere, der opfylder optagelsesbetingelserne efter kapitel 2 i lov om de gymnasiale uddannelser, kan optages, og at alle, der har påbegyndt en almengymnasial uddannelse, kan fuldføre denne.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren fastsætter den samlede kapacitet på landsplan og for de fem regioner opdelt på de fire gymnasiale ungdomsuddannelser og pre-ib og efter indstilling fra institutionerne og i samarbejde med regionerne de enkelte institutioners eller afdelingers kapacitet for hver enkelt gymnasial uddannelse og pre-ib på den pågældende institution eller afdeling, jf. dog stk. 4. Større kapacitetstilpasninger i nedadgående retning på enkeltinstitutioner eller afdelinger skal ske gradvis.

Stk. 3 Hver institution, hvis institutionen ikke har afdelinger, eller hver afdeling skal mindst have en kapacitet på 84 elever. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte minimumskapaciteten til færre elever, hvis det vurderes at være nødvendigt for at opretholde tilstrækkelig uddannelsesdækning i et geografisk område, herunder i andre geografiske områder. På institutioner eller afdelinger med flere gymnasiale uddannelser opgøres minimumskapaciteten samlet for de gymnasiale uddannelser.

Stk. 4 Regionsrådet kan om nødvendigt hæve en institutions eller afdelings kapacitet med en eller flere elevpladser.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om koordinering af undervisningstilbuddet i bestemte fag, der er nødvendige for optagelse til videregående uddannelse, samt pålægge institutionerne at oprette undervisning i sådanne fag.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om kapacitetsfastsættelsen, herunder om procedure og regionsrådets tildeling af kapacitet efter stk. 4.