En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) kan suspendere eller slette et finansielt instrument fra handelen på handelsfaciliteten, hvis instrumentet ikke længere opfylder handelsfacilitetens regler. Suspension eller sletning må dog ikke foretages, hvis der er sandsynlighed for, at det vil være til væsentlig skade for investorernes interesser eller markedets ordentlige funktion.
Stk. 2 En operatør af en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF), som efter stk. 1 suspenderer eller sletter et finansielt instrument, skal tillige suspendere eller slette derivater, som vedrører eller er baseret på det pågældende instrument, når det er nødvendigt for at fremme målene med suspensionen eller sletningen.
Stk. 3 Operatøren skal hurtigst muligt offentliggøre beslutninger truffet efter stk. 1 og 2 og senest samtidig hermed meddele Finanstilsynet de relevante oplysninger, der ligger til grund for beslutningen.
Stk. 4 Stk. 1-3 gælder tilsvarende, når suspensionen af handelen med et finansielt instrument eller et derivat, som vedrører eller er baseret på det pågældende finansielle instrument, ophæves.