Lov om kommunal indsats for unge under 25 år Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 30. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 953 af 12. august 2024

Kapitel 1 1 Mål for vejledning
§ 1

Vejledningen efter denne lovs kapitel 1 og 2 skal bidrage til, at valg af uddannelse og erhverv bliver til størst mulig gavn for den enkelte og for samfundet, herunder at alle unge gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Stk. 2 Vejledningen skal sikre, at den enkelte elev opnår en realistisk forståelse af forudsætninger og krav i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Vejledningen skal bl.a. bygge på den viden og de færdigheder, som eleverne har tilegnet sig i folkeskolens obligatoriske emne uddannelse og job, jf. § 7, stk. 1, nr. 3, i lov om folkeskolen.

Stk. 3 Vejledningen skal i særlig grad målrettes unge, som uden en særlig vejledningsindsats har eller vil få vanskeligheder ved at vælge, påbegynde eller gennemføre en uddannelse eller vælge et erhverv.

Stk. 4 Vejledningen skal inddrage såvel den enkeltes interesser og personlige forudsætninger, herunder uformelle kompetencer og hidtidige uddannelses- og beskæftigelsesforløb, som det forventede behov for uddannet arbejdskraft og selvstændige erhvervsdrivende.

Stk. 5 Vejledningen skal bidrage til, at frafald fra og omvalg i uddannelserne begrænses mest muligt, og at den enkelte elev fuldfører den valgte uddannelse med størst muligt fagligt og personligt udbytte.

Stk. 6 Vejledningen skal endvidere bidrage til, at den enkelte selv kan søge og anvende informationer, herunder it-baserede informations- og vejledningstilbud, om uddannelse, uddannelsesinstitutioner og fremtidig beskæftigelse.

Stk. 7 Vejledningen skal gives således, at der for den enkelte sikres sammenhæng og progression i vejledningsindsatsen.

§ 1a

Kommunalbestyrelsen fastsætter en gang årligt måltal for søgningen til ungdomsuddannelserne for kommunens 9. og 10.-klasseelever. Måltallene fordeles på erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser.

Stk. 2 Ligger kommunalbestyrelsens aktuelle søgetal til erhvervsuddannelserne på under 10 pct., udarbejder kommunen en handlingsplan for, hvilke initiativer der skal iværksættes for at øge søgningen til erhvervsuddannelserne.

Stk. 3 De aktuelle søgetal offentliggøres på kommunens hjemmeside sammenholdt med måltallet, jf. stk. 1.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om proceduren i forbindelse med kommunalbestyrelsens fastsættelse af måltal og om offentliggørelsen af søgetal. Vejledningsbekendtgørelsen

§ 2

Vejledningen efter denne lov skal være uafhængig af sektor- og institutionsinteresser.

Stk. 2 Vejledningen skal varetages af personer, der har en uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelse, som er godkendt af Børne- og Undervisningsministeriet, eller som kan dokumentere et tilsvarende vejledningsfagligt kompetenceniveau.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om forhold omfattet af stk. 2. Vejledningsbekendtgørelsen