Lov om kommunal indsats for unge under 25 år Kapitel 2 a

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 298 af 30. april 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 953 af 12. august 2024

Kapitel 2 a Introduktionskurser og brobygning
Formål og indhold m.v.
§ 10a

Introduktionskurser i 8. klasse er vejlednings- og undervisningsforløb, der skal bidrage til, at den unge bliver afklaret og motiveret for at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse. Kurserne skal omfatte introduktion til mindst en erhvervsuddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse.

Stk. 2 Brobygning er vejlednings- og undervisningsforløb i overgangen til ungdomsuddannelserne. Brobygning skal give den unge bedre mulighed for og motivation til at vælge og gennemføre en ungdomsuddannelse samt udvikle den unges faglige og personlige kompetencer.

Stk. 3 Brobygning på en ungdomsuddannelse skal afspejle undervisningen i de uddannelsesområder, der indgår i brobygningen, og gøre eleven bekendt med uddannelsens praktiske og teoretiske elementer samt et eller flere erhverv, som uddannelsen eller uddannelsesområdet retter sig mod.

Stk. 4 Der kan etableres brobygning til grundforløb i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Stk. 5 Der kan endvidere etableres brobygning til de indledende dele af de gymnasiale ungdomsuddannelser.

Stk. 6 Elevens uddannelsesplan, jf. § 2 c, påføres oplysning om gennemført brobygning med angivelse af formål med og varighed af de enkelte forløb.

Introduktionskurser i 8. klasse
§ 10b

Elever i folkeskolens 8. klasse og i den kommunale ungdomsskoles heltidsundervisning på tilsvarende klassetrin skal ved introduktionskurser til ungdomsuddannelser forberedes på valget af ungdomsuddannelse efter 9. eller 10. klasse. Introduktionskurser kan tillige tilbydes 8. klasses elever i andre skoleformer.

Stk. 2 Introduktionskurser efter stk. 1 i 8. klasse har en samlet varighed på 5 dage. For elever i 8. klasse, der deltager i undervisningsforløb i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4 og 5, eller tilsvarende forløb i andre skoleformer i medfør af folkeskolelovens § 33, stk. 2, kan varigheden af introduktionskurserne forlænges til i alt 4 uger.

Brobygning fra 9. klasse
§ 10c

Elever i folkeskolen og den kommunale ungdomsskoles heltidsundervisning, som har behov for afklaring af uddannelsesvalg, kan tilbydes brobygning i 9. klasse. Brobygning kan endvidere tilbydes elever i 9. klasse i andre skoleformer, når lederen af elevens skole i samråd med kommunalbestyrelsen vurderer, at det vil gavne elevers mulighed for fortsat uddannelse.

Stk. 2 Brobygningen har en varighed af mindst 2 og højst 10 dage. For elever i 9. klasse, der deltager i undervisningsforløb i medfør af folkeskolelovens § 9, stk. 4, og § 33, stk. 4 og 5, eller tilsvarende forløb i andre skoleformer i medfør af folkeskolelovens § 33, stk. 2, kan varigheden af brobygningen forlænges til i alt 4 uger.

Brobygning fra 10. klasse
§ 10d

Elever i 10. klasse, jf. dog stk. 4, skal deltage i brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv. Der skal brobygges til mindst én erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller én erhvervsgymnasial uddannelse i forløb af mindst 2 dages varighed, som kan afvikles samlet eller enkeltvis. Brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv kan omfatte brobygning til en almen gymnasial uddannelse og skal samlet udgøre 1 uge svarende til 21 timer og være afviklet inden den 1. marts i skoleåret.

Stk. 2 Elever i folkeskolens 10. klasse, jf. dog stk. 4, skal tilbydes yderligere brobygning til gymnasial og erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv til erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Brobygning eller kombination af brobygning og ulønnet praktik efter 1. pkt. kan have en varighed af højst 5 uger, hvoraf brobygning til gymnasiale uddannelser højst kan udgøre 1 uge. For 10. -klasses-forløb af 20 uger eller mindre kan den nævnte brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv efter 1. pkt. dog højst vare 4 uger.

Stk. 3 Andre skoleformer, der udbyder 10. klasse, kan tilbyde deres elever brobygning eller kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv til erhvervsrettet ungdomsuddannelse efter stk. 2.

Stk. 4 Elever, der i henhold til lov om folkeskolen følger undervisningen i erhvervsrettet 10. klasse (eud10), skal deltage i brobygning til erhvervsrettet ungdomsuddannelse i 6 uger svarende til 126 timer.

Brobygning fra øvrige uddannelsesforløb m.v.
§ 10e

Elever, der har opfyldt undervisningspligten, kan deltage i brobygning på de i § 10 a, stk. 4, nævnte ungdomsuddannelser i op til 6 uger i et skoleår indtil det fyldte 19. år, hvis de bortset fra 10. klasse deltager i heltidsundervisning af mindst 3 måneders varighed på

  • 1) kommunale ungdomsskoler eller

  • 2) frie grundskoler, efterskoler, ungdomshøjskoler og frie fagskoler, der modtager statstilskud.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan for unge, der har afsluttet 9. klasse, etablere brobygning til to af uddannelserne, der er nævnt i § 10 a, stk. 4, indtil udgangen af den måned, hvori den unge fylder 19 år. Denne brobygning kan have en varighed af op til 6 uger. Aldersgrænsen kan fraviges i særlige tilfælde efter regler fastsat i medfør af § 10 g.

Finansiering, elevstøtte, udbud m.v.
§ 10f

Finansieringen af brobygning og introduktionskurser sker gennem aktivitetsafhængige taxametertilskud til ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Taksterne pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2 Eleven er berettiget til støtte, herunder til befordring, efter de regler, der gælder for den skoleform eller aktivitet, hvorfra elevens brobygning udgår. Ved brobygningsforløb i medfør af § 10 e sørger kommunalbestyrelsen i bopælskommunen for befordring mellem elevens bopæl og brobygningsinstitutionen, hvis afstanden herimellem er mere end 9 km. Forpligtelsen kan opfyldes ved at henvise eleven til offentlige befordringsmidler og godtgøre udgiften hertil.

Stk. 3 Institutioner, der udbyder ungdomsuddannelser, skal, i det omfang, det er nødvendigt for at imødekomme et konstateret behov, udbyde introduktionskurser for elever i 8. klasse og brobygning for elever i 9. og 10. klasse og skal indgå i et lokalt samarbejde herom med kommunalbestyrelsen.

§ 10g

Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om introduktionskurser og brobygning og om de pligter for institutioner og kommunalbestyrelsen, der er nævnt i § 10 f, stk. 3. Vejledningsbekendtgørelsen

§ 10h

For at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde om brobygning kan børne- og undervisningsministeren efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen godkende forsøg om fravigelse af § 10 a, stk. 3, § 10 d, stk. 1, og § 10 e, stk. 1, i op til 3 år. Forsøg efter 1. pkt. kan ud over folkeskoler omfatte friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler samt ungdomsskoler.

Stk. 2 Ansøgning efter stk. 1 skal være modtaget i ministeriet senest den 1. oktober 2022 vedrørende brobygning, der skal finde sted fra skoleåret 2022/23, og senest den 1. april 2023 vedrørende brobygning, der skal finde sted fra skoleåret 2023/24.