Kapitel 5 1 Styrelsen af særlige grundskoler
Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for de særlige grundskoler.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer på et møde beslutning om følgende:
-
1) Bevillinger til og økonomiske rammer for særlige grundskoler.
-
2) De særlige grundskolers struktur, herunder antallet af skoler og hver enkelt skoles omfang med hensyn til klassetrin, specialundervisning og specialpædagogisk bistand, undervisning i fritiden og skolefritidsordning.
-
3) Antal skoledage og rammer for klassedannelsen, elevernes undervisningstimetal og skoledagens længde.
-
4) Frivillige madordninger, herunder madordninger i skolefritidsordninger. Kommunalbestyrelsen beslutter, om madordningerne etableres med fuld forældrebetaling, gennem kommunale tilskud med hel eller delvis fri forplejning eller med differentieret indkomstafhængigt tilskud, og kan fastsætte nærmere rammer for ordningerne.
Stk. 3 Efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelsen og et eventuelt nedsat forældreråd, jf. § 15, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at en folkeskole og en særlig grundskole skal have fælles ledelse. Folkeskolelovens § 24 c finder anvendelse.
Stk. 4 Efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen i et særtilbud i form af et dagtilbud til børn med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, der er oprettet i henhold til dagtilbudsloven, og et eventuelt nedsat forældreråd, jf. § 15, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at en særlig grundskole med eventuel skolefritidsordning og et særtilbud i form af et dagtilbud skal have fælles ledelse, jf. stk. 5-7.
Stk. 5 Kommunalbestyrelsen træffer som led i beslutningen efter stk. 4 og efter høring af forældrebestyrelsen og det eventuelle forældreråd beslutning om sammensætningen af den fælles bestyrelse. I den fælles bestyrelse skal der mindst være repræsentanter for:
-
1) Forældre til børn i særtilbuddet i form af et dagtilbud, hvis der er ønske om repræsentation blandt forældrene.
-
2) Forældre til børn i den særlige grundskole, hvis der er ønske om repræsentation blandt forældrene.
-
3) Medarbejdere ved særtilbuddet i form af et dagtilbud.
-
4) Medarbejdere ved den særlige grundskole.
-
5) Elever valgt af og blandt den særlige grundskoles elever.
Stk. 6 Dagtilbudslovens § 14 finder anvendelse ved valg af repræsentanter for særtilbuddet i form af et dagtilbud til den fælles bestyrelse. Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for valg af forældre-, medarbejder- og elevrepræsentanter for den særlige grundskole til den fælles bestyrelse.
Stk. 7 Den fælles bestyrelse varetager de opgaver, der efter denne lov og i dagtilbudsloven er henlagt til forældrebestyrelsen og forældrerådet. Beslutninger, der alene har betydning for den særlige grundskoles virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for den særlige grundskole. Beslutninger, der alene har betydning for særtilbuddet i form af et dagtilbuds virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for dagtilbuddet.
Stk. 8 Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvis henlægge sine beføjelser efter denne lov til forældrerådet bortset fra de beføjelser, der følger af arbejdsgiverkompetencen, og de beslutninger, der er nævnt i stk. 2 og § 1, stk. 1.
Ved hver særlig grundskole ansættes en leder, jf. dog § 13, stk. 3-7. Skolens leder har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed over for kommunalbestyrelsen.
Stk. 2 Skolelederen leder og fordeler arbejdet mellem den særlige grundskoles ansatte og træffer alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever. Lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat, kan ikke behandles af kommunalbestyrelsen. 2. pkt. gælder ikke beslutninger truffet efter § 1 c i lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø.
Stk. 3 Skolens leder udøver sin virksomhed i samarbejde med de ansatte.
Stk. 4 Skolens leder inddrager skolens elever i spørgsmål vedrørende elevernes sikkerhed og sundhed. På særlige grundskoler, hvor der er elevråd, jf. § 16, drøftes formen for inddragelse gennem elevrådet.
Forældre eller værger til umyndige elever i særlige grundskoler kan oprette et forældreråd.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om forældrerådets sammensætning, herunder spørgsmål om medarbejder- og elevrepræsentation.
Ved hver særlige grundskole, som har 5. eller højere klassetrin, har eleverne ret til at danne et elevråd. Elevrådet udpeger repræsentanter for eleverne til udvalg m.v., som skolens leder har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed. Dette gælder dog ikke udvalg m.v., hvor elevernes deltagelse vil stride mod anden lovgivning.