Kommunen har ret til et særligt fleksbidrag fra staten, når kommunen modtager refusion på 20 pct. af udbetalt fleksløntilskud, jf. § 5, stk. 2, nr. 4.
Stk. 2 Det særlige fleksbidrag beregnes på baggrund af det beløb, som fleksløntilskuddet beregnes af, jf. § 123, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Bidraget kan pr. måned maksimalt udgøre 30 pct. af det beløb, som er nævnt i § 123, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, efter fradrag af det beløb, kommunen er berettiget til i refusion. Bidraget efter 2. pkt. kan højst udgøre 4.212 kr. (2015-niveau). Bidraget afrundes til nærmeste hele kronebeløb.
Stk. 3 Det særlige fleksbidrag nedsættes med 20 pct. af en persons lønindtægt i fleksjobbet og af anden lønindtægt. Nedsættelse af bidraget foretages på samme måde som ved fradrag for lønindtægt ved beregning af fleksløntilskud, jf. § 123, stk. 2, og § 139, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf, dog således, at den fleksjobansattes og arbejdsgiverens samlede bidrag til en pensionsordning ikke indgår i beregningen af nedsættelsen af det særlige fleksbidrag.
Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler for, hvordan fleksbidraget skal beregnes, når der ikke er indberettet lønoplysninger til indkomstregisteret i en given periode. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, hvordan fleksbidraget skal beregnes, hvis der udbetales andre indtægter end løn, som indgår i beregningen af fleksløntilskuddet.