En kommunalbestyrelse kan efter aftale med regionsrådet overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud, der drives af regionsrådet i henhold til § 20, stk. 3, i lov om folkeskolen, og som er beliggende i kommunen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2 Efter aftale med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud er beliggende, kan en anden kommune overtage et regionalt lands- eller landsdelsdækkende undervisningstilbud.
Stk. 3 Ved overtagelsen efter stk. 1 eller 2 overtager kommunalbestyrelsen de aktiver og passiver, der er knyttet til undervisningstilbuddet. Kommunalbestyrelsen indtræder desuden i de rettigheder og pligter, der er knyttet til undervisningstilbuddet.
Stk. 4 For kommunalbestyrelsen, der overtager et undervisningstilbud efter stk. 1 eller 2, gælder følgende vilkår:
-
1) Undervisningstilbuddet skal indgå i den årlige rammeaftale mellem kommunalbestyrelserne i regionen og regionsrådet, jf. § 47, stk. 3, i lov om folkeskolen.
-
2) Undervisningstilbuddet skal stå til rådighed for andre kommuner i det omfang, det fastlægges i rammeaftalen.
-
3) Kommunalbestyrelsen overtager regionsrådets forpligtelse til at tilpasse kapaciteten på og sammensætningen af undervisningstilbuddet, jf. § 47, stk. 2, i lov om folkeskolen.