Lov om kommuners afståelse af vandselskaber § 4

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 534 af 6. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1038 af 17. september 2024,
som ændret ved lov nr. 132 af 16. februar 2016

§ 4

Kommuner indberetter senest den 1. februar hvert år de registreringer, som kommunen i det foregående kalenderår har foretaget efter §§ 2 og 3. Er der ikke foretaget uddelinger, afståelser eller omstruktureringer, afgiver kommunen erklæring herom. Indberetning af registreringer eller erklæring, jf. 1. og 2. pkt., skal ske til Vandsektortilsynet.

Stk. 2 Indberetningen skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i indberetningsåret. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetningsåret. Vandsektortilsynet kan forlange yderligere dokumentation, hvis de indberettede oplysninger er utilstrækkelige.

Stk. 3 Ved indberetningen efter stk. 1 af vederlag ved afståelser omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan kommuner fratrække beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, har ført eller samtidig fører til reduktion i kommunens statstilskud i henhold til § 6. Ved indberetningen efter stk. 1 af uddelinger omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan en kommune fratrække beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, har ført eller samtidig fører til reduktion i kommunens statstilskud i henhold til § 6, medmindre beløbet er registreret i medfør af § 7, 2. pkt. En kommune kan endvidere ved indberetningen efter stk. 1 fratrække et nettoprovenu og en indskudskapital, som Forsyningstilsynet har godkendt eller fastsat i medfør af § 35, stk. 5, i lov om naturgasforsyning, og som for nettoprovenuets vedkommende har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i henhold til § 35, stk. 6-8, i lov om naturgasforsyning.