Lov om kreditservicevirksomheder og kreditkøbere Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1534 af 12. december 2023

Kapitel 4 1 Kreditkøbere og kreditinstitutter
Kreditinstitutters oplysningspligt ved overførsel af en kreditgivers rettigheder eller en misligholdt kreditaftale
§ 15

Et kreditinstitut skal give en potentiel kreditkøber de nødvendige oplysninger om en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller om selve den misligholdte kreditaftale og, hvor det er relevant, om sikkerhedsstillelse.

Stk. 2 To gange årligt skal kreditinstitutter, som overfører en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale til en kreditkøber, oplyse Finanstilsynet om følgende:

  • 1) Identifikatoren for juridiske enheder (LEI-kode) for kreditkøberen eller LEI-koden for vedkommendes eventuelle repræsentant, som er udpeget i overensstemmelse med § 18, eller, hvis en sådan identifikator ikke findes:

    • a) identiteten på kreditkøberen eller direktions- og bestyrelsesmedlemmerne i kreditkøberen og de personer, som besidder kvalificerede andele i kreditkøberen, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, eller

    • b) adressen på kreditkøberen eller dennes eventuelle repræsentant, som er udpeget i overensstemmelse med § 18.

  • 2) Det samlede udestående beløb for kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller for de misligholdte kreditaftaler, der overføres.

  • 3) Antallet og størrelsen af kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller de misligholdte kreditaftaler, der overføres.

  • 4) Hvorvidt overførslen omfatter kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller selve de misligholdte kreditaftaler, der er indgået med forbrugere, og de eventuelle typer af aktiver, der tjener som sikkerhedsstillelse for de misligholdte kreditaftaler.

Stk. 3 Kreditinstitutterne skal efter anmodning fra Finanstilsynet afgive oplysningerne nævnt i stk. 2 kvartalsvis, når Finanstilsynet vurderer, at det er nødvendigt.

Stk. 4 Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse, når Finanstilsynet er værtslandsmyndighed. Finanstilsynet videregiver hurtigst muligt oplysningerne til kreditkøberens hjemland.

Kreditkøbers anvendelse af kreditservicevirksomheder eller andre enheder
§ 16

En kreditkøber, der er hjemmehørende i Den Europæiske Union, eller som har sit vedtægtsmæssige hjemsted eller, hvis den i henhold til national ret ikke har et vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Den Europæiske Union, skal udpege et kreditinstitut, et ejendomskreditselskab, der er underlagt tilsyn efter lov om ejendomskreditselskaber, en forbrugslånsvirksomhed, der er underlagt tilsyn efter lov om forbrugslånsvirksomheder, eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, der er indgået med forbrugere.

Stk. 2 Repræsentanten for en tredjelandskreditkøber, jf. § 18, skal udpege et kreditinstitut, et ejendomskreditselskab, der er underlagt tilsyn efter lov om ejendomskreditselskaber, en forbrugslånsvirksomhed, der er underlagt tilsyn efter lov om forbrugslånsvirksomheder, eller en kreditservicevirksomhed, medmindre repræsentanten selv er en sådan enhed, til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, som indgås med en af følgende:

  • 1) Fysiske personer, herunder forbrugere og selvstændige arbejdstagere.

  • 2) Mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

Stk. 3 Den udpegede enhed, jf. stk. 1 og 2, skal på vegne af kreditkøberen opfylde de forpligtelser, der er pålagt kreditkøberen i henhold til §§ 17 og 19. Er der ikke udpeget nogen kreditservicevirksomhed eller anden enhed, er kreditkøberen eller dennes repræsentant omfattet af disse forpligtelser.

§ 17

En kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, der udpeger et kreditinstitut, et ejendomskreditselskab, der er underlagt tilsyn efter lov om ejendomskreditselskaber, en forbrugslånsvirksomhed, der er underlagt tilsyn efter lov om forbrugslånsvirksomheder, eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med de overførte kreditgiverrettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, skal underrette Finanstilsynet om identiteten og adressen på kreditservicevirksomheden eller den anden enhed senest den dato, hvor kreditserviceringsaktiviteterne påbegyndes.

Stk. 2 Hvis kreditkøberen eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, udpeger en anden enhed end den, der blev underrettet om i henhold til stk. 1, skal kreditkøberen eller dennes eventuelle repræsentant underrette Finanstilsynet herom senest på datoen for ændringen med angivelse af identiteten og adressen på den nye kreditservicevirksomhed eller anden enhed.

Stk. 3 Modtager Finanstilsynet oplysninger efter stk. 1 eller 2, fremsender Finanstilsynet hurtigst muligt oplysningerne til de kompetente myndigheder i et eventuelt værtsland eller i den eventuelle medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis dette ikke er i Danmark eller i det eventuelle værtsland.

Repræsentanter for en tredjelandskreditkøber
§ 18

En kreditkøber, som ikke er hjemmehørende i Den Europæiske Union, eller som ikke har sit vedtægtsmæssige hjemsted eller, hvis kreditkøberen i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Den Europæiske Union, skal, når der er indgået en aftale om overførsel af en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller af selve den misligholdte kreditaftale, som er udstedt af et dansk kreditinstitut, udpege en repræsentant, som er hjemmehørende i Den Europæiske Union, eller som har sit vedtægtsmæssige hjemsted eller, hvis den i henhold til national ret ikke har noget vedtægtsmæssigt hjemsted, sit hovedkontor i Den Europæiske Union.

Stk. 2 Repræsentanten, jf. stk. 1, er ansvarlig for opfyldelse af alle forpligtelser, som påhviler kreditkøberen i henhold til bestemmelserne i denne lov.

Kreditkøbers overførsel af kreditgivers rettigheder
§ 19

En kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, som overfører en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, skal to gange årligt oplyse Finanstilsynet om identifikatoren for den juridiske enhed (LEI-kode) for den nye kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, eller, hvis en sådan identifikator ikke findes, om følgende:

  • 1) Identiteten på den nye kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, eller direktions- og bestyrelsesmedlemmerne i den nye kreditkøber og de personer, som besidder kvalificerede andele i den nye kreditkøber, jf. § 5, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

  • 2) Adressen på den nye kreditkøber eller, hvis det er relevant, dennes repræsentant, jf. § 18.

Stk. 2 En kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, skal samtidig med oplysningerne, jf. stk. 1, endvidere oplyse Finanstilsynet om følgende:

  • 1) Det samlede udestående beløb for kreditgiverens rettigheder i henhold til den misligholdte kreditaftale eller de misligholdte kreditaftaler, der overføres.

  • 2) Antallet og størrelsen af kreditgiverens rettigheder i henhold til de misligholdte kreditaftaler eller de misligholdte kreditaftaler, der overføres.

  • 3) Hvorvidt overførslen omfatter en kreditgivers rettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, der er indgået med forbrugere, og de typer af aktiver, der tjener som sikkerhedsstillelse for den misligholdte kreditaftale, hvor dette er relevant.

Stk. 3 En kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, skal efter anmodning fra Finanstilsynet afgive oplysningerne som nævnt i stk. 1 og 2 kvartalsvis, når Finanstilsynet vurderer, at det er nødvendigt.