En kreditkøber eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, der udpeger et kreditinstitut, et ejendomskreditselskab, der er underlagt tilsyn efter lov om ejendomskreditselskaber, en forbrugslånsvirksomhed, der er underlagt tilsyn efter lov om forbrugslånsvirksomheder, eller en kreditservicevirksomhed til at udføre kreditserviceringsaktiviteter i forbindelse med de overførte kreditgiverrettigheder i henhold til en misligholdt kreditaftale eller selve den misligholdte kreditaftale, skal underrette Finanstilsynet om identiteten og adressen på kreditservicevirksomheden eller den anden enhed senest den dato, hvor kreditserviceringsaktiviteterne påbegyndes.
Stk. 2 Hvis kreditkøberen eller dennes eventuelle repræsentant, jf. § 18, udpeger en anden enhed end den, der blev underrettet om i henhold til stk. 1, skal kreditkøberen eller dennes eventuelle repræsentant underrette Finanstilsynet herom senest på datoen for ændringen med angivelse af identiteten og adressen på den nye kreditservicevirksomhed eller anden enhed.
Stk. 3 Modtager Finanstilsynet oplysninger efter stk. 1 eller 2, fremsender Finanstilsynet hurtigst muligt oplysningerne til de kompetente myndigheder i et eventuelt værtsland eller i den eventuelle medlemsstat, hvor kreditten blev ydet, hvis dette ikke er i Danmark eller i det eventuelle værtsland.