De kompetente myndigheder for en kreditservicevirksomhed, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union, kan efter forudgående meddelelse herom til Finanstilsynet foretage inspektion på stedet i en filial, som er etableret her i landet, eller hos en kreditserviceleverandør, som er udpeget her i landet. Finanstilsynet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Finanstilsynets medvirken.
Stk. 2 Finanstilsynet kan efter anmodning fra de kompetente myndigheder i en kreditservicevirksomheds hjemland foretage inspektion i en filial, som er etableret her i landet, eller hos en kreditserviceleverandør, som er udpeget her i landet.