Et medlem af bestyrelsen eller direktionen hos en kreditservicevirksomhed eller indehaveren, hvis virksomheden drives som en enkeltmandsvirksomhed, eller den eller de ledelsesansvarlige, såfremt virksomheden drives som en juridisk person uden bestyrelse eller direktion,
-
1) skal have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne varetage hvervet eller stillingen,
-
2) skal have tilstrækkeligt godt omdømme og kunne udvise hæderlighed, integritet og tilstrækkelig uafhængighed ved varetagelsen af hvervet eller stillingen,
-
3) må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin stilling på betryggende måde,
-
4) må ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering og
-
5) må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at medlemmet ikke vil varetage hvervet eller stillingen på forsvarlig måde.
Stk. 2 Når en person tiltræder et hverv som bestyrelsesmedlem eller en stilling som direktør i en kreditservicevirksomhed, påser Finanstilsynet, at personen opfylder egnetheds- og hæderlighedskravene i stk. 1. Finanstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt personen kan bestride hvervet eller stillingen i den pågældende virksomhed.
Stk. 3 Vurderer Finanstilsynet, at personen ikke opfylder kravene i stk. 1, nr. 2-5, skal afgørelsens varighed fremgå af afgørelsen.
Stk. 4 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at en person ikke har tilstrækkelige faglige forudsætninger eller erfaring i forhold til den stilling som medlem af direktionen, som den pågældende vurderes til, træffe afgørelse om, at personen kan bestride stillingen under nærmere fastsatte betingelser.
Stk. 5 Medlemmerne af bestyrelsen eller direktionen i en kreditservicevirksomhed skal meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 1 i forbindelse med deres indtræden i kreditservicevirksomhedens ledelse og om forhold nævnt i stk. 1, nr. 2-5, hvis forholdene efterfølgende ændres. Udpeges eller vælges et medlem af bestyrelsen til posten som formand for bestyrelsen i en kreditservicevirksomhed, skal bestyrelsesmedlemmet endvidere meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold omfattet af stk. 1, nr. 1. Virksomhedens vurdering af en bestyrelsesformands personlige kompetencer omfattet af stk. 1, nr. 1, skal foreligge i skriftlig form.
Stk. 6 Kreditservicevirksomheden er forpligtet til at påse overholdelsen af stk. 1.