Kapitel 4 a Tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger
Energivirksomheder kan inden for de bevillinger, der afsættes på finansloven, opnå et tilskud til dækning af de faktiske omkostninger, som er forbundet med implementeringen og administrationen af ordningen i medfør af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.
Stk. 2 Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om tilskuddets størrelse og om de betingelser, som en energivirksomhed skal opfylde for at modtage tilskud efter dette kapitel, herunder om ansøgning, om dokumentation for de faktiske omkostninger relateret til it-udvikling og anden nødvendig bistand m.v. i forbindelse med implementering og administration af indefrysningsordningen og om, hvornår energivirksomheden senest skal have forpligtet sig til at afholde de pågældende omkostninger.