Lov om maritime uddannelser Kapitel 8

Denne konsoliderede version af lov om maritime uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 22. april 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 691 af 11. juni 2024

Kapitel 8 1 Forskellige bestemmelser
§ 21

Tjenestemænd, der er ansat på statsskoler, som overgår til selvejende institutioner, kan vælge enten at bevare deres ansættelsesforhold som statstjenestemænd og lade sig udlåne til udførelse af arbejdet på den selvejende institution eller i en periode på indtil 2 år fra denne lovs ikrafttræden at overgå til ansættelse i den selvejende institution. Indtil en sådan ansættelse er etableret og tjenestemandsansættelsen er bragt til ophør, eller hvis ansættelse i den selvejende institution ikke etableres, opretholder de pågældende deres hidtidige ansættelsesmæssige status som statstjenestemænd.

Stk. 2 Tjenestemanden har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af institutionens overgang til selveje og har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af denne overgang.

Stk. 3 Den selvejende institution er forpligtet til at beskæftige tjenestemændene og afholde lønudgifter og indbetale pensionsbidrag til statskassen for udlånte tjenestemænd, der udfører arbejde på den selvejende institution. Ligeledes afholdes eventuelle udgifter til ventepenge, rådighedsløn og efterindtægt af løn af den selvejende institution. Statstjenestemandspensionsbidraget fastsættes af finansministeren. Udgifter til aktuel pension afholdes af staten. I tilfælde af den selvejende institutions ophør afholdes også eventuelle udgifter til ventepenge eller rådighedsløn eller efterindtægt af løn af statskassen, såfremt den ophørende institution ikke har midler til at afholde udgiften.

§ 21a

Statstjenestemænd, der i forbindelse med sammenlægning eller spaltning af maritime uddannelsesinstitutioner eller andre uddannelses- eller forskningsinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet overføres til en anden ansættelsesmyndighed, jf. § 9 k, kan vælge at opretholde deres ansættelsesforhold som statstjenestemænd under udførelse af arbejdet ved den institution, hvortil den ansatte er overført ved sammenlægningen eller spaltningen.

Stk. 2 Andre tjenestemænd, der i forbindelse med sammenlægning eller spaltning af maritime uddannelsesinstitutioner eller andre uddannelses- eller forskningsinstitutioner under Uddannelses- og Forskningsministeriet overføres til en anden ansættelsesmyndighed, jf. § 9 k, overgår til ansættelse under den nye ansættelsesmyndighed på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.

Stk. 3 Institutionen, hvortil tjenestemanden er overført, afholder lønudgifterne og indbetaler pensionsbidrag til statskassen for tjenestemænd omfattet af stk. 1 og 2, herunder eventuelle udgifter til ventepenge eller rådighedsløn og efterindtægt af løn. Udgifter til aktuel pension afholdes af staten, jf. dog stk. 6. I tilfælde af institutionens ophør afholdes også eventuelle udgifter til ventepenge eller rådighedsløn og efterindtægt af løn til institutionens tjenestemænd af statskassen, hvis den ophørende institution ikke har midler til at afholde udgiften.

Stk. 4 Beslutning om suspension, iværksættelse af tjenstlig undersøgelse, udpegning af forhørsleder, ikendelse af disciplinærstraf og anlæggelse af injuriesøgsmål efter reglerne i lov om tjenestemænd træffes af institutionens øverste leder.

Stk. 5 Beslutning efter stk. 4, for så vidt angår rektor og institutionens øvrige øverste ledelse, træffes af den til enhver tid fungerende bestyrelse.

Stk. 6 Bestemmelserne i lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser § 67, stk. 6-11, om tjenestemænd, som i henhold til lovgivningen om kommunalreformen er overført til en professionshøjskole, finder anvendelse for de institutioner, der efter en spaltning fra eller sammenlægning med en professionshøjskole overtager sådanne tjenestemænd.

§ 22

(Ophævet).

§ 23

Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om forsøgsundervisning samt efter- og videreuddannelseskurser for søfarts- og fiskeriområdet.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan opkræve betaling for godkendelse, kvalitetssikring og kvalitetskontrol af uddannelsesinstitutioner og kurser samt for censorvirksomhed.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om betaling for deltagelse i maritime efter- og videreuddannelser, som ikke indgår i en uddannelse på videregående niveau, herunder for aflæggelse af prøve.

§ 23a

Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem ministeren og virksomheden i forbindelse hermed skal foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at en virksomhed kan undtages fra digital indberetning og digital kommunikation, når ganske særlige omstændigheder taler for det. Bekendtgørelse om tilskud til praktikplads i skibe

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om udstedelse af visse typer af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af uddannelses- og forskningsministeren som afsender.

§ 23b

Uddannelses- og forskningsministeren kan indhente de nødvendige oplysninger fra uddannelsesinstitutionerne om uddannelserne, de studerende, personalet, økonomi og udstyr m.v. til brug for gennemførelse af tilsyn, kvalitetssikring og udarbejdelse af statistik.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan kræve personoplysninger fra uddannelsesinstitutionen om studerende, elever og færdiguddannede til brug for indsamling af oplysninger om studerendes og elevers vurdering af uddannelseskvaliteten på egne uddannelser og færdiguddannedes vurdering af deres uddannelses relevans i forhold til deres beskæftigelse.

§ 24

Afgørelser om studerendes eller elevers forhold, som institutionen træffer efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af denne lov, kan indbringes for uddannelses- og forskningsministeren af den, som afgørelsen vedrører, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om klageadgangen, herunder at afgørelser ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 24a

Uddannelses- og forskningsministeren kan bemyndige en statslig myndighed under ministeriet eller andre statslige myndigheder efter forhandling med vedkommende minister til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 1.