Lov om maritime uddannelser § 21

Denne konsoliderede version af lov om maritime uddannelser er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 226 af 22. april 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 691 af 11. juni 2024

§ 21

Tjenestemænd, der er ansat på statsskoler, som overgår til selvejende institutioner, kan vælge enten at bevare deres ansættelsesforhold som statstjenestemænd og lade sig udlåne til udførelse af arbejdet på den selvejende institution eller i en periode på indtil 2 år fra denne lovs ikrafttræden at overgå til ansættelse i den selvejende institution. Indtil en sådan ansættelse er etableret og tjenestemandsansættelsen er bragt til ophør, eller hvis ansættelse i den selvejende institution ikke etableres, opretholder de pågældende deres hidtidige ansættelsesmæssige status som statstjenestemænd.

Stk. 2 Tjenestemanden har ikke krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af institutionens overgang til selveje og har pligt til at underkaste sig de forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, som følger af denne overgang.

Stk. 3 Den selvejende institution er forpligtet til at beskæftige tjenestemændene og afholde lønudgifter og indbetale pensionsbidrag til statskassen for udlånte tjenestemænd, der udfører arbejde på den selvejende institution. Ligeledes afholdes eventuelle udgifter til ventepenge, rådighedsløn og efterindtægt af løn af den selvejende institution. Statstjenestemandspensionsbidraget fastsættes af finansministeren. Udgifter til aktuel pension afholdes af staten. I tilfælde af den selvejende institutions ophør afholdes også eventuelle udgifter til ventepenge eller rådighedsløn eller efterindtægt af løn af statskassen, såfremt den ophørende institution ikke har midler til at afholde udgiften.