Uddannelses- og forskningsministeren fører tilsyn med højskolen og kan indhente de nødvendige oplysninger til dette brug.
Stk. 2 Hvis uddannelses- og forskningsministeren finder, at højskolens virksomhed ikke er i overensstemmelse med denne lov, de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, kan ministeren udstede påbud til højskolen om at ændre den pågældende virksomhed, jf. § 14, stk. 2 og 3, og § 31.
Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan pålægge bestyrelsen at indgå en indsatsaftale med ministeren, hvis ministeren konstaterer, at kvaliteten i en højskoles undervisning eller uddannelse er utilstrækkelig. Indsatsaftalen skal bl.a. fastsætte mål for kvaliteten af undervisningen eller uddannelsen og de foranstaltninger, der er nødvendige for at rette op på den utilstrækkelige kvalitet.