Tilskud ydes til trykte og digitale publicistiske magasiner, der
-
1) er redigeret til et bredere dansk publikum,
-
2) formidler selvstændigt journalistisk bearbejdet stof og
-
3) har det alsidige og mangfoldige indhold af samfundsmæssig, politisk eller kulturel karakter, der karakteriserer publicistiske magasiner, og som bidrager til den offentlige oplysning, meningsdannelse og debat.
Stk. 2 Der ydes tilskud i forhold til publicistiske magasiners redaktionelle omkostninger. Tilskuddet til et publicistisk magasin kan maksimalt udgøre 35 pct. af det publicistiske magasins redaktionelle omkostninger i året forud for ansøgningen.
Stk. 3 Et publicistisk magasin kan maksimalt opnå tilskud på 3 mio. kr. årligt.
Stk. 4 Tilskud efter stk. 1 kan alene ydes til medier, der ikke samtidig modtager tilskud i form af redaktionel produktionsstøtte, jf. §§ 3-4, redaktionel produktionsstøtte til ugeaviser, jf. § 5 a, etableringsstøtte, jf. § 7, eller tilskud efter lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter.
Stk. 5 Kulturministeren fastsætter nærmere regler om redaktionel produktionsstøtte til publicistiske magasiner, herunder om betingelser og vilkår for tilskud, beregningsgrundlag, udformning af tilskudsordningen, krav til ansøgning, tidsfrister, krav til erklæringer, udbetaling af tilskud, tilbagebetaling af tilskud, regnskabsaflæggelse, revision og rapportering samt tilsyn og kontrol. Kulturministeren fastsætter endvidere regler om, hvad der anses som publicistiske magasiner, et bredere dansk publikum og indhold af samfundsmæssig, politisk eller kulturel karakter.