Lov om midlertidige foranstaltninger på børne- og undervisningsområdet og folkehøjskoleområdet og for den frie folkeoplysende virksomhed til forebyggelse og afhjælpning i forbindelse med covid-19 § 2

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 241 af 19. marts 2020,
jf. lovbekendtgørelse nr. 67 af 17. januar 2022

Nødundervisning
§ 2

Private og offentlige skoler, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, der er omfattet af foranstaltninger iværksat efter § 33 i epidemiloven eller regler fastsat i henhold til § 34 i epidemiloven, der indebærer, at elever, kursister eller deltagere ikke kan modtage den almindelige undervisning, skal i videst muligt omfang tilbyde nødundervisning i overensstemmelse med uddannelsens, fagets eller tilbuddets formål og målene for den pågældende aktivitet.

Stk. 2 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om nødundervisning efter stk. 1, herunder om rammer for og omfang af nødundervisning og brug af fjernundervisning og lign. i forbindelse med nødundervisning, om undervisning og aktiviteter, der ikke er omfattet af krav om gennemførelse af nødundervisning, og om forholdet mellem nødundervisning og den almindelige undervisning m.v. for de berørte elever, kursister og deltagere. Børne- og undervisningsministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. pkt. supplere eller fravige bestemmelser i lovgivningen på Børne- og Undervisningsministeriets område og regler fastsat i medfør heraf, herunder om tilrettelæggelse, gennemførelse og placering af fag m.v. i uddannelsen, om varighed af undervisning, om fravær og om ydelser til elever, kursister eller deltagere. Der kan endvidere fastsættes regler om aflysning, udskydelse eller omlægning af undervisning og praktik, idet der i denne henseende tages størst muligt hensyn til, at sådanne tiltag ikke giver elever, kursister eller deltagere ringere vilkår, end de ville have haft i det almindelige forløb. Nødbrobygningsbekendtgørelsen Nødundervisningsbekendtgørelsen