Nævnet kan fastsætte en frist for en klager til at tilvejebringe et tilstrækkeligt grundlag for, at nævnet kan behandle klagen. Nævnet afviser klagen, hvis klageren ikke inden udløbet af den fastsatte frist har tilvejebragt et tilstrækkeligt grundlag for, at nævnet kan behandle klagen. Nævnet kan undlade at afvise klagen efter 2. pkt., hvis der foreligger særlige forhold.
Stk. 2 Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelser og fremlæggelse af oplysninger m.v. fra sagens parter, øvrige berørte myndigheder og eksterne sagkyndige m.v. til brug for sagens behandling. Nævnet afviser klagen, hvis klageren ikke overholder fristen efter 1. pkt., medmindre der foreligger særlige forhold.
Stk. 3 Nævnet kan beslutte, at en klager ikke kan fremsætte yderligere klagepunkter, og at sagens parter ikke kan afgive yderligere udtalelser eller fremkomme med yderligere oplysninger, når nævnet vurderer, at sagen er tilstrækkelig oplyst.
Stk. 4 En klage kan uanset stk. 1 og 2 ikke afvises, hvis en afvisning vil være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser om ret til at klage over trufne afgørelser.