Den myndighed, der som en del af udarbejdelsen eller vedtagelsen af en plan eller et program foretager en miljøvurdering m.v. efter reglerne i afsnit II, skal sikre, at følgende informeres tidligt i beslutningsprocessen, og senest så snart oplysningerne med rimelighed kan gives:
-
1) Offentligheden.
-
2) Berørte myndigheder.
-
3) Berørte stater.
Stk. 2 De oplysninger, som myndigheden skal informere om, jf. stk. 1, er følgende:
-
1) Angivelse af, hvortil bemærkninger eller spørgsmål kan rettes.
-
2) Nærmere oplysninger om fristerne for fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål.
-
3) Oplysning om, hvorvidt planen eller programmet vil indebære en høring efter § 38.
-
4) Planens eller programmets retlige grundlag.
-
5) Hvorvidt de miljøoplysninger, der er indhentet af myndigheder til brug for sagens behandling, er til rådighed for offentligheden, berørte myndigheder og berørte stater.
-
6) Eventuelle supplerende oplysninger, herunder de vigtigste rapporter og anbefalinger m.v., som myndigheden har modtaget.
-
7) Hvor og hvordan oplysningerne stilles til rådighed.
-
8) Hvilke foranstaltninger der er eller vil blive truffet med henblik på offentlighedens, berørte myndigheders og berørte staters deltagelse i miljøvurderingsprocessen.
Stk. 3 Den myndighed, der som en del af udarbejdelsen eller vedtagelsen af en plan eller et program foretager en miljøvurdering m.v. efter reglerne i afsnit II, skal sikre, at følgende ved en høring gives mulighed for at afgive kommentarer og stille spørgsmål:
-
1) Berørte myndigheder, før der træffes en afgørelse efter § 10.
-
2) Berørte myndigheder og berørte stater ved afgrænsningen af miljørapportens indhold, før myndigheden tager stilling til afgrænsningen af miljørapporten, jf. § 11.
-
3) Offentligheden, berørte myndigheder og berørte stater med hensyn til udkast til planen eller programmet og den ledsagende miljørapport, før planen eller programmet vedtages, jf. § 12.
Stk. 4 Med henblik på høring efter stk. 3, nr. 2 og 3, skal myndigheden sikre, at offentligheden, berørte myndigheder og berørte stater får adgang til følgende relevante materiale for den pågældende høring:
-
1) Udkastet til planen eller programmet.
-
2) Den ledsagende miljørapport.
Stk. 5 Myndigheden fastsætter en passende frist for høringer efter stk. 3. Fristen skal fastsættes under hensyntagen til planens eller programmets art, omfang, kompleksitet og anvendelsesområde samt formålet med miljøvurderingen, jf. § 1, stk. 2.
Stk. 6 Er der i medfør af anden lovgivning fastsat regler om offentlighedens inddragelse i forbindelse med udarbejdelse af planen eller programmet, herunder om tidsfrister for indsigelser m.v. mod plan- eller programforslaget og offentlig bekendtgørelse af og offentlig tilgængelighed til plan- eller programforslaget, finder disse regler anvendelse på såvel udkast til plan eller program som den ledsagende miljørapport.