Personer over 18 år, som i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er registreret som udrejst af Danmark, skal anvise en konto i et pengeinstitut (en »Nemkonto«), hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Det samme gælder personer under 18 år, der i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige myndigheder.
Stk. 2 Juridiske personer, som er tildelt et CVR-nummer efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal anvise en konto i et pengeinstitut, hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Dette gælder også for en fysisk person, der som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende tildeles et CVR-nummer, og for virksomheder registreret som erhvervsdrivende hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 3 Juridiske personer, som ikke er tildelt et centralt virksomhedsregistreringsnummer (CVR-nummer) efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal for at kunne modtage betalinger fra en offentlig myndighed
-
1) være optaget i Det Centrale Virksomhedsregister efter reglerne om frivillig registrering og
-
2) anvise en Nemkonto efter reglerne i stk. 2.
Stk. 4 Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse for juridiske personer, som ikke opfylder betingelserne for frivillig registrering i Det Centrale Virksomhedsregister efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister eller bestemmelser fastsat i henhold til loven.
Stk. 5 Udbetaling til Nemkontoen finder ikke sted, såfremt en fysisk eller juridisk person har anvist en anden konto, hvortil en udbetaling skal ske.
Stk. 6 Anvisningen af en konto efter stk. 1 eller 2 skal ske senest i forbindelse med den første udbetaling fra en offentlig myndighed.
Stk. 7 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med registrering eller ændring af en registrering i Det Centrale Personregister, i Det Centrale Virksomhedsregister eller i told- og skatteforvaltningens register over erhvervsdrivende skal ske meddelelse om en anvist Nemkonto. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Stk. 8 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at andre former for registrering end de i stk. 1-3 nævnte indebærer anvisningspligt. Ministeren kan endvidere bestemme, at andre end de i stk. 1-3 nævnte fysiske og juridiske personer er omfattet af anvisningspligten. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Anvisning af en konto efter § 1 sker til den systemansvarlige, som digitaliseringsministeren har udpeget efter § 5.
Stk. 2 Fysiske og juridiske personer omfattet af § 1, som allerede har anvist en Nemkonto, er til enhver tid berettiget til at anvise en ny Nemkonto. De oplyste ændringer har retsvirkning senest fra den femte bankdag efter anmeldelsestidspunktet.
Stk. 3 Ved død, ved juridiske personers ophør, eller såfremt en fysisk person ophører med at være arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende, slettes oplysningen om kontoen i registret, som er etableret efter § 4.
Betalinger til pengeinstitutkonti i udlandet anses for foretaget rettidigt af det offentlige, uanset at de er modtageren i hænde på et senere tidspunkt end tilsvarende indenlandske betalinger, hvis
-
1) de ekspederes samme dag som tilsvarende betalinger til indenlandske konti og
-
2) de tilsvarende indenlandske betalinger er modtageren i hænde rettidigt.
Digitaliseringsministeren fastsætter regler om offentlige myndigheders ret til med frigørende virkning at foretage udbetalinger til fysiske og juridiske personer omfattet af § 1, som ikke har anvist en Nemkonto. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Stk. 2 Finansministeren kan fastsætte regler om, at der kan etableres en fælles administration for flere offentlige myndigheder inden for et nærmere bestemt geografisk område, som kan foretage kontante ind- og udbetalinger. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Stk. 3 Finansministeren kan fastsætte regler om, at visse praktiske foranstaltninger i forbindelse med udstedelse af erklæringer fra offentlige myndigheder, godkendelser, legitimationspapirer, udlevering af effekter m.v. tillige skal varetages af den i stk. 2 nævnte administration. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Stk. 4 Forud for udstedelse af regler i medfør af stk. 2 og 3 skal ministeren føre forhandlinger med berørte offentlige myndigheder, herunder kommuner og regioner, i det pågældende geografiske område. Finansministeren kan bestemme, hvilken myndighed der inden for et nærmere bestemt geografisk område skal forestå administrationen af reglerne udstedt i medfør af stk. 2 og 3. Ministeren kan bestemme, at opgaven overlades til private. Ministeren fastsætter regler for tilsyn og kontrol med den, der efter 3. pkt. har fået overladt opgaven. Ministeren fastsætter en regnskabsinstruks samt revisionsbestemmelser for den, som efter 2. eller 3. pkt. har fået overladt opgaven. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Stk. 5 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om adgangen til at anvise flere Nemkonti. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Digitaliseringsministeren fastsætter regler om etablering af et register, der indeholder oplysninger om konti anvist efter §§ 1 og 2. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Stk. 2 I forbindelse med etableringen af registret efter stk. 1 bemyndiges digitaliseringsministeren til at indhente oplysninger om pengeinstitutkonti tilhørende fysiske og juridiske personer. Oplysningerne kan indhentes fra andre offentlige myndigheder og lønservicebureauer.
Med henblik på modregning i gæld til det offentlige kan oplysninger i det register, der er nævnt i § 4, stk. 1, om udbetalinger fra offentlige myndigheder videregives til et inddrivelsessystem administreret af told- og skatteforvaltningen.
Stk. 2 Udbetaling til betalingsmodtagerens Nemkonto eller til en anden konto finder ikke sted, hvis told- og skatteforvaltningen har anmodet om overførsel af udbetalingen med henblik på hel eller delvis modregning i udbetalingsbeløbet.
Stk. 3 Ved overførsel af en udbetaling til told- og skatteforvaltningen efter stk. 2 anses betaling at være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende myndighed.
Stk. 4 Ved told- og skatteforvaltningens udbetaling af overskydende beløb efter gennemført modregning anses told- og skatteforvaltningen som udbetalende myndighed.
Digitaliseringsministeren udpeger en systemansvarlig, som har til opgave at varetage administrationen af kontooplysningerne. Som systemansvarlig kan udpeges en offentlig myndighed eller en privat virksomhed eller lignende.
Stk. 2 Digitaliseringsministeren fastsætter nærmere regler for den systemansvarliges virksomhed, herunder om tilsyn med den systemansvarliges virksomhed og klageadgang. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen
Private udbetalere kan mod betaling og på nærmere fastsatte vilkår anvende det efter § 4 etablerede kontoregister og i medfør heraf udviklede Nemkontosystem til formidling af udbetalinger til betalingsmodtagerens Nemkonto.
Stk. 2 Ved private udbetalere forstås i denne lov fysiske og juridiske personer, der foretager udbetalinger, og ikke er omfattet af § 12 eller er offentlige myndigheder.
Stk. 3 Betalingsmodtageren kan til enhver tid meddele en privat udbetaler, at udbetalinger ikke ønskes indsat på modtagerens Nemkonto.
Stk. 4 En privat udbetaler må til brug for formidling af udbetalinger anvende betalingsmodtagerens personnummer, hvis den private udbetaler efter anden lovgivning har adgang til at behandle personnumre, eller hvis betalingsmodtageren har givet samtykke til anvendelsen af vedkommendes personnummer.
Stk. 5 Digitaliseringsministeren fastsætter nærmere vilkår for formidling af udbetalinger efter stk. 1.
Digitaliseringsministeren kan stille Nemkontosystemet til rådighed for grønlandske myndigheder.
Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at private udbetalere skal betale et gebyr ved anvendelse af det efter § 4 etablerede kontoregister og det i medfør heraf udviklede Nemkontosystem, og fastsætte regler for vilkår for gebyret, herunder gebyrets størrelse og ændring af tilslutningsvilkårerne for de private udbetalere. Gebyret skal dække den del af udgifterne til kompensationsordningen efter § 6 a, som hidrører fra svindel med eller fejl i forbindelse med private udbetalinger.
Stk. 2 Gebyret fastsat efter stk. 1 kan ikke overstige 0,04 kroner pr. kobling mellem personnummer og kontonummer i Nemkontosystemet.
Finansministeren kan udbetale kompensation til fysiske og juridiske personer til hel eller delvis dækning af merudgifter, som er en følge af regler fastsat i medfør af § 3, stk. 2, eller regler fastsat i medfør af § 7, stk. 2.
Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om økonomisk kompensation til fysiske personer omfattet af § 1, stk. 1, der ikke har modtaget retmæssig udbetaling som følge af svindel eller fejl ved anvisning eller ændring af Nemkonto.
Stk. 2 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om kompensation til fysiske personer efter stk. 1, hvor forholdet er begået før den 1. august 2022.
Stk. 3 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at der ikke kan udbetales kompensation efter stk. 1 til fysiske personer, som har handlet uagtsomt eller forsætligt, er fuldt kompenseret eller efterfølgende har modtaget beløbet på anden vis.
Stk. 4 Det er en betingelse for udbetaling af kompensation efter stk. 1, at forholdet er politianmeldt i umiddelbar forlængelse af kendskab til det kriminelle forhold.
Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at en anmodning om kompensation efter § 6 a skal indgives inden for en nærmere fastsat frist, herunder at dette skal ske digitalt.
Stk. 2 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, hvilken myndighed der skal forestå sagsbehandlingen.
Stk. 3 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelse i sager om kompensation ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Stk. 4 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om statens indtræden i skadelidtes krav mod skadevolder, i det omfang der udbetales kompensation til skadelidte.
Finansministeren kan efter forhandling med berørte myndigheder, herunder de kommunale parter, fastsætte regler om offentlige myndigheders anvendelse af elektronisk betalingsforvaltning, herunder elektronisk ordreafgivelse.
Stk. 2 Finansministeren kan fastsætte regler om afvikling af en kreditors mellemværende med offentlige myndigheder, herunder at offentlige myndigheder kan udskyde betaling til en kreditor, som ikke overholder de af finansministeren udstedte regler.
Finansministeren kan fastsætte regler for betalingsformidling og afvikling af ind- og udbetalinger mellem staten, kommuner, regioner, selvejende institutioner m.v. efter § 12, stk. 1, samt institutioner, foreninger og fonde m.v. efter § 12, stk. 3. Ministeren kan herunder bestemme, at kommuner og regioner skal modtage og afregne betalinger med staten i et særligt dertil etableret betalingssystem, Offentligt Betalingssystem (OBS). Ministeren kan endvidere bestemme, at selvejende institutioner m.v. efter § 12, stk. 1, samt institutioner, foreninger, og fonde m.v. efter § 12, stk. 3, skal modtage og afregne betalinger med staten i Statens Koncernbetalinger (SKB).
Stk. 2 Finansministeren kan fastsætte regler om, at afregning af nærmere fastlagte betalinger mellem staten, kommunerne, regionerne, selvejende institutioner m.v. efter § 12, stk. 1, samt institutioner, foreninger og fonde m.v. efter § 12, stk. 3, skal ske gennem en konto oprettet for hver enkelt kommune, region, selvejende institution, institution, forening eller fond.
Stk. 3 Rigsrevisor har adgang til at revidere området for elektronisk betalingsformidling og afvikling af ind- og udbetalinger efter stk. 1.
Finansministeren kan fastsætte regler om, at kommuner og regioner skal anvende det under § 8, stk. 1, nævnte betalingssystem til udbetaling af nærmere opregnede ydelser.
Stk. 2 En kommune eller region skal overføre tilstrækkelige midler til sin konto i det under § 8, stk. 1, nævnte betalingssystem, så kontoen ikke på noget tidspunkt får en negativ saldo. For ydelser udbetalt direkte fra kontoen til endelig modtager skal kommunen eller regionen senest på tidspunktet for ydelsernes udbetaling have overført et beløb til kontoen svarende til kommunens eller regionens andel af den samlede udbetaling før indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag m.v.
Finansministeren kan fastsætte regler for modregning på en konto i det under § 8, stk. 1, nævnte betalingssystem, herunder om, at der foretages automatisk modregning over kontoen ved betalinger med forfald samme dag.
Stk. 2 På forfaldstidspunktet for en betaling til staten, som er fastsat afviklet over det betalingssystem, der nævnes i § 8, stk. 1, kan staten automatisk foretage hævning af det skyldige beløb. Dette gælder dog ikke, hvis en kommune, region eller selvejende institution m.v. har meddelt finansministeren, at man ikke ønsker en sådan hæveadgang. Kommunen, regionen eller den selvejende institution m.v. skal i så fald betale morarenter ved manglende afvikling af betalingen på forfaldstidspunktet. Nærmere bestemmelser herom fastsættes i medfør af § 11.
§§ 1-5 og 6-8 omfatter selvejende institutioner m.v., hvis driftsbudget er optaget på bevillingslov.
Stk. 2 §§ 1-5 og 6-7 omfatter endvidere selvejende institutioner m.v., som en kommune eller region har indgået driftsoverenskomst med.
Stk. 3 §§ 1-5 og 6-8 og regler udstedt i medfør heraf finder tillige anvendelse for institutioner, foreninger, fonde m.v.,
-
1) hvis udgifter eller regnskabsmæssige underskud dækkes ved statstilskud eller ved bidrag, afgift eller anden indtægt i henhold til lov, eller
-
2) som modtager kapitalindskud, tilskud, lån, garanti eller anden støtte fra staten eller en institution m.v., som er omfattet af nr. 1, såfremt kapitalindskuddet m.v. har væsentlig betydning for modtageren.
Stk. 4 Stk. 1-3 finder dog ikke anvendelse i det omfang, der i anden lovgivning er regler om betalingsforvaltning, som ikke er forenelige med loven eller regler fastsat efter loven.
Stk. 5 Vedkommende kommune eller region kan undtage selvejende institutioner som nævnt i stk. 2 fra bestemmelserne i §§ 1-5 og 6-7.