Lov om offentlige betalinger § 1

Denne konsoliderede version af lov om offentlige betalinger er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om offentlige betalinger m.v.

Lov nr. 1203 af 27. december 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 494 af 4. maj 2023,
som ændret ved lov nr. 449 af 22. maj 2006

§ 1

Personer over 18 år, som i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som ikke er registreret som udrejst af Danmark, skal anvise en konto i et pengeinstitut (en »Nemkonto«), hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Det samme gælder personer under 18 år, der i henhold til lov om Det Centrale Personregister er tildelt et personnummer, og som modtager betalinger fra offentlige myndigheder.

Stk. 2 Juridiske personer, som er tildelt et CVR-nummer efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal anvise en konto i et pengeinstitut, hvortil offentlige myndigheder med frigørende virkning kan foretage udbetaling af pengebeløb. Dette gælder også for en fysisk person, der som arbejdsgiver eller selvstændig erhvervsdrivende tildeles et CVR-nummer, og for virksomheder registreret som erhvervsdrivende hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 3 Juridiske personer, som ikke er tildelt et centralt virksomhedsregistreringsnummer (CVR-nummer) efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister, skal for at kunne modtage betalinger fra en offentlig myndighed

  • 1) være optaget i Det Centrale Virksomhedsregister efter reglerne om frivillig registrering og

  • 2) anvise en Nemkonto efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4 Bestemmelsen i stk. 3 finder ikke anvendelse for juridiske personer, som ikke opfylder betingelserne for frivillig registrering i Det Centrale Virksomhedsregister efter lov om Det Centrale Virksomhedsregister eller bestemmelser fastsat i henhold til loven.

Stk. 5 Udbetaling til Nemkontoen finder ikke sted, såfremt en fysisk eller juridisk person har anvist en anden konto, hvortil en udbetaling skal ske.

Stk. 6 Anvisningen af en konto efter stk. 1 eller 2 skal ske senest i forbindelse med den første udbetaling fra en offentlig myndighed.

Stk. 7 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med registrering eller ændring af en registrering i Det Centrale Personregister, i Det Centrale Virksomhedsregister eller i told- og skatteforvaltningens register over erhvervsdrivende skal ske meddelelse om en anvist Nemkonto. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen

Stk. 8 Digitaliseringsministeren kan fastsætte regler om, at andre former for registrering end de i stk. 1-3 nævnte indebærer anvisningspligt. Ministeren kan endvidere bestemme, at andre end de i stk. 1-3 nævnte fysiske og juridiske personer er omfattet af anvisningspligten. Bekendtgørelse om Nemkontoordningen