Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. § 42

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1482 af 23. december 2014,
jf. lovbekendtgørelse nr. 254 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 1656 af 30. december 2024 og lov nr. 1657 af 30. december 2024

Indberetning
§ 42

Offentlige myndigheder, arbejdsløshedskasser og andre aktører, der medvirker i forvaltningen af arbejdsmarkedsordninger, skal indberette nødvendige oplysninger til det fælles it-baserede datagrundlag og til det statistiske datavarehus til brug for

  • 1) forvaltningen af beskæftigelsesindsatsen, herunder tilsyn og kontrol,

  • 2) selvbetjening på Jobnet, jf. § 33, eller andre landsdækkende løsninger,

  • 3) borgernes indsigt i egne oplysninger, jf. § 36, stk. 1, og

  • 4) statistisk opfølgning på beskæftigelsesindsatsen.

Stk. 2 Data på individniveau om højeste fuldførte uddannelse og uddannelsesforløb for personer under 30 år fra Undervisningsministeriets fælles datagrundlag, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år, anvendes i det fælles it-baserede datagrundlag, jf. § 32.

Stk. 3 Data på individniveau om uddannelsesplaner, jf. lov om kommunal indsats for unge under 25 år, anvendes i det fælles it-baserede datagrundlag.

Stk. 4 Oplysninger, jf. stk. 1-3, indberettes til det fælles it-baserede datagrundlag og det statistiske datavarehus i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Stk. 5 Der kan ikke kræves betaling for tilvejebringelse og indberetning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1.