Regeringen kan beslutte, at staten skal overtage brugsretten til skibe, der fører eller er berettiget til at føre dansk flag, når
-
1) Danmark er i krig eller i krigslignende tilstand, herunder udsat for omfattende terrorvirksomhed, hvor det er nødvendigt at iværksætte ekstraordinære foranstaltninger for at sikre tilførsler til landet og samfærdslen mellem landsdelene,
-
2) omfattende katastrofer, herunder naturkatastrofer, gør det nødvendigt at iværksætte ekstraordinære foranstaltninger for at sikre tilførsler til landet og samfærdslen mellem landsdelene,
-
3) det er nødvendigt for, at Danmark kan opfylde sine forpligtelser som medlem af NATO og FN i forbindelse med krig eller krigslignende tilstand i andre lande, herunder omfattende terrorvirksomhed, eller
-
4) det er nødvendigt for, at Danmark kan opfylde andre internationale forpligtelser, hvor der i NATO, FN eller EU er truffet en bindende beslutning om at yde bistand til andre lande i forbindelse med alvorlige katastrofer, herunder naturkatastrofer.
Stk. 2 Det er en betingelse for overtagelse af brugsretten, at det normale skibsfartsmarked eller særlige civile eller militære arrangementer ikke kan opfylde det søtransportbehov, der følger af de i stk. 1 omhandlede situationer.
Stk. 3 Brugsretten til skibene skal tilbagegives til rederierne senest på det tidspunkt, hvor regeringen har besluttet, at en situation som beskrevet i stk. 1 er ophørt.