Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte bestemmelser om, at den, der er bekendt med eller formoder, at planter, planteprodukter, jord eller andre vækstmedier, der er i hans besiddelse eller beror hos ham, er angrebet af eller indeholder planteskadegørere, straks skal anmelde dette til ministeren, og om, at sådanne planter, planteprodukter, jord og andre vækstmedier ikke må fjernes fra stedet uden ministerens tilladelse.
Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren kan til gennemførelse af bestemmelser fastsat af De europæiske Fælleskaber fastsætte bestemmelser om, at enhver, der er bekendt med eller har formodning om forekomst af planteskadegørere, skal anmelde dette til ministeren.
Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte bestemmelser om, at den, der til jordbrugsformål sælger, udlejer eller bortforpagter et areal med forekomst af planteskadegørere, skal underrette erhververen om forekomsten.