Lov om produkter og markedsovervågning § 18

Denne konsoliderede version af lov om produkter og markedsovervågning er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 799 af 1. januar 1900,
jf. lovbekendtgørelse nr. 799 af 9. juni 2020,
som ændret ved lov nr. 782 af 4. maj 2021, lov nr. 2396 af 14. december 2021, lov nr. 412 af 23. april 2024 og lov nr. 637 af 11. juni 2024

§ 18

Der kan ske blokering af en onlinegrænseflade, hvorfra et produkt er gjort tilgængeligt på markedet, hvis et påbud efter § 17 ikke er efterkommet, eller hvis der inden for en periode på 2 år er konstateret og dokumenteret tre eller flere tilfælde, hvor der fra onlinegrænsefladen er gjort produkter, som udgør en alvorlig risiko, tilgængelige på markedet målrettet brugere i Danmark.

Stk. 2 Afgørelse efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter kontrolmyndighedens begæring. Inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt.

Stk. 3 Det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå kontrolmyndigheden ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Kontrolmyndigheden kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbyderne at foretage.

Stk. 4 Kontrolmyndigheden skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Kontrolmyndigheden skal af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen.

Stk. 5 Fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om, at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal kontrolmyndigheden, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes. Tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse.