Transport- og energiministeren skal i lokale blade offentliggøre byggelinjepålæg efter § 2. Transport- og energiministeren skal sende meddelelse til de ejere og brugere, hvis ejendomme direkte berøres af pålægget, og hvis adkomst fremgår af tingbogen.
Stk. 2 Klage over pålæg af byggelinjer skal ske senest 4 uger efter, at meddelelsen er kommet frem til den pågældende. Når fristen for klage er udløbet og der er truffet afgørelse i klagesagerne, skal byggelinjepålægget tinglyses med angivelse af hjemmel.
Stk. 3 Klage over en afgørelse om byggelinjepålæg fritager ikke klageren for at efterkomme pålægget. Klagemyndigheden kan dog bestemme, at klagen skal have opsættende virkning.
Stk. 4 Byggelinjepålægget skal fra offentliggørelsens dato respekteres af ejendommenes ejere og brugere og af panthavere og andre indehavere af rettigheder over ejendommene, uanset hvornår rettighederne er erhvervet.
Stk. 5 Forinden byggearbejder iværksættes på en ejendom, hvorpå der er pålagt byggelinjer i henhold til § 2, skal bygherren indhente oplysning hos transport- og energiministeren om, hvorvidt arbejdets udførelse vil komme i strid med byggelinjepålægget.