Finansiel Stabilitet kan suspendere enhver betalings- og leveringsforpligtelse i henhold til en kontrakt, som en virksomhed eller enhed under afvikling har indgået, jf. dog stk. 4. Suspensionen løber fra offentliggørelsen af meddelelse om suspension, jf. § 50, til udløbet af den første hverdag herefter.
Stk. 2 Hvis en suspenderet betalings- eller leveringsforpligtelse forfalder i suspensionsperioden, skal betalingen eller leveringen ske umiddelbart efter udløbet af suspensionsperioden.
Stk. 3 Hvis betalings- eller leveringsforpligtelserne i henhold til en kontrakt suspenderes i medfør af stk. 1, suspenderes kontraktpartens betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til kontrakten i samme periode.
Stk. 4 Der kan ikke foretages suspension i medfør af stk. 1 i relation til kontrakter indgået med
-
1) systemer og operatører af systemer, der er udpeget som sådan i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,
-
2) centrale modparter (CCP’er) og tredjelandes centrale modparter, der er anerkendt af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre, eller
-
3) centralbanker.