Lov om rørført transport af CO2 Kapitel 1

Denne konsoliderede version af lov om rørført transport af CO2 er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 612 af 11. juni 2024

Kapitel 1 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Denne lov finder anvendelse på etablering og drift af rørledningsanlæg, der transporterer CO2.

Stk. 2 Loven gælder også i dansk territorialfarvand, i dansk eksklusiv økonomisk zone og på dansk kontinentalsokkelområde.

Stk. 3 Loven omfatter ikke rørledningsanlæg til transport af CO2, der alene anlægges med henblik på transport af CO2 over den danske kontinentalsokkel fra et tredjeland til et andet eller det samme tredjeland.

§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) CO2: En strøm af stoffer hidrørende fra CO2-opsamlingsprocesser.

  • 2) Operatør: Den, som i henhold til en tilladelse omfattet af denne lov udfører aktiviteter på vegne af rettighedshaveren.

  • 3) Rettighedshaver: Den eller dem, som er indehaver af en tilladelse omfattet af denne lov. En rettighedshaver kan bestå af en eller flere fysiske eller juridiske personer i forening.

  • 4) Rørledningsanlæg: Rørledningsinfrastruktur til transport af CO2, herunder alle hjælpeanlæg, der funktionelt er forbundet til transportsystemet.

  • 5) Udbedrende foranstaltninger: Enhver foranstaltning, der træffes for at udbedre væsentlige uregelmæssigheder eller lukke lækager med henblik på at forhindre eller standse frigivelse af CO2 fra rørledningsanlæg omfattet af denne lov.

  • 6) Udsivning: Enhver utilsigtet frigivelse af CO2 fra rørledningsanlæg omfattet af denne lov.

  • 7) Væsentlig uregelmæssighed: Enhver væsentlig uregelmæssighed i driften af rørledningsanlæg omfattet af denne lov, som indebærer risiko for udsivning eller risiko for miljøet eller menneskers sundhed.