Lov om rørført transport af CO2 § 26

Denne konsoliderede version af lov om rørført transport af CO2 er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 612 af 11. juni 2024

§ 26

Den, der overdrager en tilladelse i henhold til § 25, er subsidiært økonomisk ansvarlig over for de øvrige deltagere med andel i tilladelsen, for så vidt angår udgifter til afvikling af anlæg, herunder afvikling af påbegyndte anlæg m.v., jf. § 27, som eksisterer på tidspunktet for overdragelsen. Overdrager efter 1. pkt. er subsidiært økonomisk ansvarlig over for staten, hvis de udgifter, der er nævnt i 1. pkt., ikke dækkes af en anden deltager i tilladelsen.

Stk. 2 Overdrager er ligeledes subsidiært økonomisk ansvarlig over for staten for de i stk. 1 omhandlede udgifter, såfremt staten har måttet påtage sig afvikling for rettighedshavers regning.

Stk. 3 Det økonomiske ansvar efter stk. 1 og 2 beregnes på grundlag af størrelsen af den overdragede andels del af omkostningerne til gennemførelse af afviklingen.

Stk. 4 Overdragers økonomiske ansvar gælder, uanset om andelen eller dele heraf senere overdrages, dog således at krav først rettes mod den deltager, som senest overdrog andelen.

Stk. 5 Det er en forudsætning for godkendelse efter § 25, at overdrager har afgivet en erklæring om subsidiært ansvar, jf. stk. 1-4, over for de deltagere, som til enhver tid udgør rettighedshaver til tilladelsen, og over for staten.

Stk. 6 Klima-, energi- og forsyningsministeren skal godkende erklæringer efter stk. 5 og kan fastsætte vilkår herfor.

Stk. 7 I forbindelse med tilladelse til overdragelse efter § 25, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren i særlige tilfælde undtage fra kravet om subsidiært økonomisk ansvar i henhold til stk. 1 og 2.