Lov om rørført transport af CO2 § 6

Denne konsoliderede version af lov om rørført transport af CO2 er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 612 af 11. juni 2024

§ 6

Er der indgået aftale mellem en rettighedshaver og en operatør om, at sidstnævnte skal varetage driften af et rørledningsanlæg, der er givet tilladelse til, jf. § 4, stk. 1, skal det til enhver tid kunne dokumenteres, at der foreligger skriftlige aftaler herom. Operatøren er ansvarlig for og skal kunne dokumentere den faglige og tekniske oplæring og uddannelse af sit personale.

Stk. 2 Udpegning af operatører skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Alene operatører, der vurderes at besidde den fornødne tekniske sagkundskab og økonomiske baggrund, kan godkendes som operatør. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte vilkår for godkendelsen.

Stk. 3 Vurderer klima-, energi- og forsyningsministeren i forbindelse med tilsyn, at en operatør ikke længere besidder den fornødne tekniske sagkundskab og økonomiske baggrund, kan klima-, energi- og forsyningsministeren give påbud om, at forholdet afhjælpes inden en nærmere fastsat frist.

Stk. 4 Såfremt forholdet ikke kan afhjælpes inden fristen, jf. stk. 3, træffer klima-, energi- og forsyningsministeren afgørelse om, at operatøren ikke længere lever op til kravene i stk. 2, og underretter rettighedshaver herom.

Stk. 5 I tilfælde omfattet af stk. 4 overtager rettighedshaver til den pågældende tilladelse ansvaret for operatørens forpligtelser fra det tidspunkt, hvor klima-, energi- og forsyningsministerens underretning er kommet frem. Rettighedshaver skal straks foreslå en anden operatør til klima-, energi- og forsyningsministerens godkendelse i henhold til stk. 2.