Kapitel 4 1 Øvrige bestemmelser
Når sammenlægningsudvalget til brug for oprettelsen af Bornholms Regionskommune og forberedelsen heraf modtager dokumenter fra Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne og Aakirkeby Kommuner samt Bornholms Amtskommune, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter.
Såfremt sammenlægningsudvalget anmoder herom, kan indenrigs- og sundhedsministeren efter forudgående forhandling med vedkommende minister træffe bestemmelse om sådanne fravigelser af gældende lovgivning, herunder lovgivning vedrørende indhold og omfang af samt betaling for kommunale ydelser, som sammenlægningen nødvendiggør.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om aflæggelse af regnskab og om revision vedrørende 2002 for Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne og Aakirkeby Kommuner samt Bornholms Amtskommune. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte, i hvilket omfang reglerne i kapitel V og § 54 i lov om kommunernes styrelse finder anvendelse.
Den 1. januar 2003 overgår tjenestemænd, der er ansat under Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne og Aakirkeby Kommuner samt Bornholms Amtskommune, til ansættelse under Bornholms Regionskommune på vilkår, der i øvrigt svarer til de hidtidige vilkår.
De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse for de ansatte under Allinge-Gudhjem, Hasle, Nexø, Rønne og Aakirkeby Kommuner samt Bornholms Amtskommune i henhold til overenskomst eller individuel aftale, der i forbindelse med sammenlægningen ikke er omfattet af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.