For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelsen for Seniorpensionsenheden en årsrapport for Seniorpensionsenhedens virksomhed, der som minimum består af en ledelsesberetning, en ledelsespåtegning og et årsregnskab bestående af balance, resultatopgørelse og noter, herunder en redegørelse for anvendt regnskabspraksis. Regnskabsåret følger kalenderåret.
Stk. 2 Årsrapporten for Seniorpensionsenheden skal revideres af en statsautoriseret revisor. Revisionen skal udføres i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik og regler fastsat i medfør af § 13. Revisionen omfatter ikke ledelsesberetningen og eventuelle supplerende beretninger, som indgår i årsrapporten. Revisoren skal dog afgive en udtalelse om, hvorvidt oplysningerne i ledelsesberetningen og eventuelle supplerende beretninger er i overensstemmelse med årsregnskabet.
Stk. 3 Årsrapporten og revisionsprotokollen vedrørende årsrapporten fra revisionen, herunder protokollen fra en eventuel intern revision, jf. § 12, stk. 3, sendes til beskæftigelsesministeren snarest muligt efter bestyrelsens godkendelse af årsrapporten, dog senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb.
Stk. 4 Årsrapporten offentliggøres.