Lov om ferie finder ikke anvendelse for indtægt med et socialt frikort, jf. dog stk. 5 og 6.
Stk. 2 En borger, der har fået udstedt et socialt frikort, optjener 2,08 dages betalt ferie for hver måneds ansættelse. Ved ansættelse i kortere tid end 1 måned sker optjeningen forholdsmæssigt med 0,07 dages betalt ferie for hver dags ansættelse, dog højst 2,08 dage. Ferien kan afholdes, når den er optjent (samtidighedsferie).
Stk. 3 Arbejdsgiveren skal med et rimeligt varsel meddele borgeren, hvornår ferien skal holdes. Der skal i videst muligt omfang tages hensyn til borgerens ønske.
Stk. 4 Feriebetaling udgør 12,5 pct. af den optjente løn. Ved ansættelsesforholdets ophør udbetales feriebetalingen for ikke afholdt ferie direkte til borgeren. Feriebetalingen indgår i opgørelsen af borgerens maksimale indtægt, jf. § 1, på baggrund af et socialt frikort.
Stk. 5 § 6, stk. 2 og 3, og §§ 12-14 i lov om ferie finder anvendelse for borgeren.
Stk. 6 § 46, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, i lov om ferie finder anvendelse for borgerens arbejdsgiver.